Af de tre årlige bluegrassfestivaler i Sverige er Grenna Bluegrass Festival den største og ældste. Så gammel, at det i år var blevet til et 40-års jubilæum. Den lille, smukt beliggende by er mest kendt af turister som et polkagris-hotspot, men den næstsidste weekend i august præges den af tilrejsende bluegrass-ans. De cirka 1500 gæster sætter nemlig byen i en slags undtagelsestilstand.
Det er primært skandinaviske amatørmusikere, der mødes og jammer og fester, som man kender det fra spillemandsstævnerne. Talrige langvarige musikalske venskaber er opstået her, og overalt ses musikere med instrumenter og høres toner fra de akustiske instrumenter, og især campingpladsen ’advarer’ med, at her spilles hele natten.
Festivalen er vokset i løbet af årene, og der er foretaget enkelte ændringer. Men på Grännaberget og ved havnen foregår de egentlige koncerter i et maraton over 12 timer. Desuden er der specielle koncerter i Kulturhuset og i kirken. De tidlige år var festivalen næsten gratis, og de optrædende fik beskedne transporthonorarer. De skrev sig på en liste, og det udgjorde det ’officielle’ program. Men i 1982 lavede svensk TV en times dokumentar om festivalen, og den blev herefter kommerciel som de fleste andre musikfestivaler. Programmet begyndte at indeholde større udenlandske bluegrassorkestre, men stammen er fortsat et showcase for skandinaviske bands.
Hovednavn på årets festival var amerikanske Jeff Scroggins & Colorado, som gav hele tre koncerter. Med de skandinaviske orkestre fik vi hele spektret af bluegrass – fra den traditionelle til den moderne. Da hovedprogrammet foregår i smukke, udendørs omgivelser, var det heldigt, at dette kunne afvikles i tørvejr, og med 3000 solgte entrebilletter blev det rekordbesøg.