Nashville, Music City USA har siden 1960’erne været en slags Mekka for rettroende countrypilgrimme. Denne musikhovedstad har tiltrukket musikere og branchefolk fra hele verden også fra andre musikgenrer. I gåafstand findes alle de vigtigste musikforlag, sangskrivere, indspilningsstudier, musikere, PR-afdelinger, pladeselskaber og meget mere.

Også mange danske musikere har gennem årene håbet, at Nashville på den ene eller anden måde har kunnet hjælpe deres karriere. Fra Jodle-Birge over Peter Vesth, Peter Belli, Bamse til Kandis og mange flere.

Selv om vi også nu kan opleve Nashville-glimmer herhjemme i form af nogle af de mange mere eller mindre ukendte sangskrivere, der gæster os til Nashville Nights-arrangementerne, så er det meget naturligt, at også duoen Glimtvis har søgt mod Nashville. De fortalte, at deres rejse i februar tidligere i år var kommet i stand ved hjælp af netop Nashville Nights-musikere, og at duoen håbede at lære noget af det håndværk, som byens sangskrivere kan tilbyde.

10 dage varede deres ophold, og 11 sange er blevet til i samarbejde med 12 amerikanske sangskrivere. Dette er nok til et album, og efter en længere og grundig indspilningsproces er deres debutalbum med den indlysende titel The Nashville Confessions nu på gaden. Sangenes primære indhold handler nemlig om den livsstil og den hverdag, de har valgt at satse på. Livet som professionelle musikere hvad enten det er på landevejen, i pladestudierne eller i sangskriver-sessions.

Glimtvis består af Rikke Egholm Ravn, sang og percussion og Rasmus Pedersen, sang og guitar. De har begge spillet siden barndommen i forskellige konstellationer og genrer, men har nu for alvor fundet sammen og skrevet sange sammen siden 2020. De startede med at turnere i Danmark som duo i 2021, og alt tyder på, at de nu har ramt deres rigtige udtryk og det rigtige selskab omkring sig i deres americana-musik.

Der er blevet et flot og velproduceret debutalbum, som de kan være stolte af. Glimtvis promoverer udgivelsen ved at rejse rundt i landet og præsentere sangene i deres oprindelige form – altså uden anden backing end guitar og lidt rytmeinstrumenter. Men selv – måske især – i denne form kunne man nyde de velskrevne sange, engelsksprogede tekster og ikke mindst deres unikke, tætte duetter.

Begge har glimrende vokaler, men de har tydeligvis arbejdet meget med duetformen, har lært den rigtige klang og de indbyggede synkrone dynamikker. Sammen kan de snart måle sig med nogle af de gode duetpar herhjemme som f.eks. Ivan Pedersen/Nanna Larsen, Hush og Raveonettes.

Vi nåede at nyde de fleste sange på albummet til denne intimkoncert i pladebutikken Vinylfreak i Roskilde. Og i bedste stil blev der plads til en sang sunget helt uden forstærkning og effekter. Så vær klar: Jeg tror, at vi i 2025 kommer til at høre meget mere til dem – ikke kun glimtvis!