”Det er aldrig for sent at give op”, sagde Perry Stenbäck undervejs i hans band Bragrs koncert, der åbnede fredag aftens Folk Spot Denmark ved koncertrækken under det, der ikke var Tønder Festival, men en i rækken af festkoncerter arrangeret af TF.
Men bandet var nu meget langt fra at give op. Det blev faktisk en forrygende koncert med et meget veloplagt band, selv om de senere skulle spille koncert i Middelfart. Det kunne man absolut ikke mærke på de fire musikere, der gav alt, hvad de havde i sig.
Der blev givet scottish, polskar, valse, polkaer med mere ført an af en velspillende Perry Stenbäck på nyckelharpe og guitar og hans hustru Christine Dueholm, som med vanlig elegance styrede rytmerne på diverse slagtøj. Og Bragr har også to dygtige medlemmer i keyboardspilleren Kristian Bisgaard og Jesper Frost Bylling på bas.
Bandet spiller fortrinsvis dansk og svensk musik, både ældre og nyere melodier i et afvekslende repertoire, hvor der også indgår en finsk melodi med folkrocktoner og et nummer, hvor Perry Stenbäck fik publikum op ad stolene, inden en forrygende festlig afslutning og en enkelt scottish som ekstranummer. Det hele blev kædet glimrende sammen med underholdende historier og anekdoter fra den lune Perry Stenbäck, der forstod at fastholde publikums interesse og uden tvivl øgede respekten for den danske folkemusik.
Det begyndte med en sang om et par svenske retter, nemlig kål og vælling, da Himmerland med på scenen fortsatte der, hvor Bragr slap. Så det blev et nyt festfyrværkeri af traditionelt og nye toner fra de fem musikere med Eskil Romme i spidsen på saxofon. På violin har bandet Kirstine Haugaard Sand, svenske Jens Ulvsand spiller bouzouki, og så styres basguitaren af Jakob Kragesand. Endelig men ikke mindst slagtøjets troldmand fra Ghana Ayi Solomon, som spiller på alt slagtøj og med stor energi. Han virker utrættelig, og sammen de øvrige bandmedlemmer er han med til at give Himmerland et unikt lydbillede, som både favner den nordiske musik og også kommer langt ud over grænserne med verdensmusik i højsædet.
Alle bidrager med hver deres speciale, og bandet holder dampen oppe under hele deres sæt, og ligesom med det første band under Folk Spot Denmark, så blev de også fortjent belønnet med stående ovationer fra den næsten fyldte sal.
Irske John Doyle på guitar og vokal, engelsk-irske Michael McGoldrick (øverste foto) på diverse fløjter og violinisten John McCusker fra Skotland behøver nok ikke den store præsentation. Treenigheden præsenterede valse og polskaer i de velkendte keltiske udgaver med opskruede tempi, stille og rolige melankolske numre med John Doyle som vokalist. Her kunne Michael McGoldrick fastslå, at alle de triste tekster, sange og fortællinger gjorde John Doyle glad! Den tørre, men smittende lune, britiske humor var med i alle numre, hvor der også var plads til flere smukke instrumentale toner fra de tre meget dygtige musikere.
Det kan da nævnes, at de tre populære musikere vender tilbage til Danmark til marts 2022, hvor de bl.a. besøger Tønder 11. marts, hvor de spiller på Hagges, og ligeledes spiller de i Roskilde, og flere koncertsteder følger snarest.
Aftenen sluttede med hårdtslående rytmer fra franske Delgres, der præsenterede caribiske-creolske blues-rock toner, ført an med en hamrende tung tubarytme styret af Rafgee. Pascal Danae er trioens karismatiske forsanger, og så har bandet den hårdtslående Baptiste Brondy på trommer. Pascal Danae gav bandet dets navn efter en frihedskæmper i 1802, som ofrede sit liv i kamp med Napoleons hær. Og bandets musik har rødder tilbage til både Caribien og New Orleans, tilsat blues, jazz og afrikanske rytmer.
Altså en koncert for fuld udblæsning, hvor det ene nummer stort set gled over i det næste uden de store forklaringer eller pauser og med kraftige musikalske udladninger og energisk sceneoptræden fra både Danae og Rafgee, trods sidstnævntes tunge instrument, som også tvang ham til at sætte sig ned et par gange. Publikum blev absolut ikke siddende, men kunne for fjerde gang fredag aften uddele fortjente stående klapsalver til de tre franskmænd.