I vores foromtale af festivalen forventede vi, at Dreamers’ Circus ville fylde Vega d. 4. maj – og det gjorde de! D.C var nemlig værter/kuratorer på en længe planlagt folk-endagsfestival, hvor også en række andre musikere var på plakaten, selvfølgelig. Og der var stor interesse og fremmøde allerede fra starten tidligt på eftermiddagen. Programmet bød på talks, rundvisninger i Vega-komplekset og i høj grad på musik og dans. Den fantastiske samiske sangerinde, Katarina Barruk, leverede begge dele med sin meget fysiske optræden.
Første koncert var med Danish String Quartet, som fyldte Store Vega. Kvartetten er i international klasse og viste tydeligt hvorfor. Bare deres lyd og teknik er ren nydelse, og de havde sammensat et repertoire af både moderne kompositionsmusik (bl.a. af komponisten Hans Abrahamsen) og i dagens anledning musik med folkemusikrødder. DSQ består af Rune Tonsgaard Sørensen, der jo netop også spiller i Dreamers’ Circus, og af Asbjørn Nørgaard, Frederik Øland og norske Fredrik Sjölin på cello.
Norsk-svenske Ævestaden blander gamle instrumenter som lyre, kantele, mundharpe m.m. med elektroniske klange. Trioen skabte et meget afdæmpet og skrøbeligt univers med egne kompositioner med en slags æterisk drømme-folk i Lille Vega. Og bandet med de smukke kvindestemmer skabte en ganske speciel stemning og blev overordentlig godt modtaget i den fyldte sal.
Samme sal blev senere rammen om de syv medlemmer af det finske band Frigg, der skabte en fuldstændig anderledes stemning med deres fire violiner, sækkepibe, guitar og mere endnu. De er kendte for deres unikke kombination af nordiske traditioner og americana, som opfindsomt er blevet beskrevet som ”nordgrass” – og det tænder voldsomt godt op under publikum mange steder i verden – også denne aften. Frigg har spillet deres musik i over 20 år, har udsendt 10 album og haft diverse udskiftninger ’along the way’. De seks mand og en enkelt kvinde begejstrede.
Folkets Festival foregik jo i det populære spillested Vega på Vesterbro i København, og det betød, at musikken spillede i hhv. Store og Lille Vega og i Ideal Bar på skift, men uundgåeligt også med ’overlap’. Så det var lidt af et puslespil, som festivaler jo oftest er, at få det hele med – og det kunne man heller ikke.
Der var rigtig god gang også i den meget mindre Ideal Bar, hvor Grabow & Guldhammer, Henriette Flachs Kvartet, Tre og Sving Egen spillede for masser af glade, veloplagte publikummer, og dansen gik, for der var en masse unge folkedanse dagen lang og sikkert også natten lang. Ideal Bar var kurateret af FOLKAMOK
Det var en vidtfavnende diversitet i folkemusikken, der blev præsenteret denne dag og aften, hvilket vist fremgår tydeligt. Også af de to sidste navne på Folkets Festival 2024. Katarina Barruk erobrede Store Vega med sin sang og fuldstændig originale optræden, hvor hele kroppen kom i spil, mens hun sang på sit samiske sprog. Hun var en kæmpestor oplevelse med sit til tider næsten gymnastiske kropssprog og sin både voldsomme, blide, milde, vilde, hypnotiserende sang. Katarina Barruk er bare helt ekstraordinært ekvilibristisk med både krop og sjæl og stemme. Sikken personality – og en herlig hoppetrold.
Den afsluttende koncert blev naturligt nok Dreamers’ Circus, som gik på scenen i et fyldt Store Vega lidt over kl. 22. Det havde vi ventet på, og det blev vidunderligt. Om DC kan man også sagtens bruge ordet ekvilibristisk, for de har lige fra starten søgt det perfekte og arbejdet med det for øje. Alt i sceneshowet er gennemtænkt og planlagt, så alle tre får den nødvendige plads. Og først og fremmest er Busk, Carr og Tonsgaard fremragende musikere i et storslået topmusikalsk samarbejde, som har varet i mere end 10 år og fungerer optimalt.
Publikum var vildt glade med en livligt dansende flok unge foran scenen. Teitur kom overraskende på scenen og sang to numre, og en del af Frigg spillede også lige med. Det blev en superflot finale, hvor DC-drengene sang en lille hjemmelavet sang om festivalen og lovede det begejstrede publikum, at der også bliver en Folkets Festival til næste år, omend ikke nødvendigvis på helt samme tidspunkt af året.
Tak til Dreamers’ Circus, deres irske manager Tom Sherlock og sandsynligvis mange andre.