Live: Folkelarm

Spændende reportage fra Folkelarm i Oslo 8-10. november af Martin Seeberg & Eija Silke Fé

Folkelarm var et overflødighedshorn af nordisk folkemusik. Ligesom Folklandia i Finland og Celtic Connections i Skotland er Folkelarm blevet Norges udstillingsvindue for folkemusikscenen over for arrangører fra ind- og udland. Bylarm startede med at være pendant til vores egen Spot Festival for den rytmiske scene, hvor folkemusikscenen så var friske og fik rykket med på bølgen ved at lave sin egen Folkelarm-festival.

Det virker, som om man har haft en intention om at appellere til det unge publikum, der også går på Bylarm i Oslo, men denne strategi er dog desværre slået fejl.  Ideen er ellers supergod, og de fem forskellige scener, der findes i Riksscenens centralt beliggende hus, er alle fine, stemningsfulde rum, som byder musikken fine vilkår.

Når man ser ud over publikum er det åbenlyst kun de allerfærreste, der er ”udefrakommende” og ikke selv er musikere eller delegater. Og det er ærgerligt, for Folkelarm byder på så meget god musik – så mange ”peak performances”, idet det er nøje udvalgte bands, som slipper igennem nåleøjet, og alle er opsat på at præsentere sig på bedste vis. Er man folk-entusiast, er det en ret intens oplevelse at prøve at nå at få hørt de fleste showcase-koncerter. Som regel varer de kun en halv time og overlapper med adskillige andre koncerter, man også gerne ville opleve.

Hvis man godt kan lide at blive rørt helt ind i sin sjæl af smuk musik, så er Folkelarm et godt sted at være.  Især når det kom til de samiske indslag, som i år var centrale, blev man virkelig taget med på en rejse langt ud i naturen og ind i sjælen. Og så var det ret rørende at mærke alle kunstneres yderste intentioner om at skabe det smukkeste og mest spændende, de kunne, og på den måde dele ud af deres kultur med stor mangfoldighed og bredde. Der var alt fra de gamle spillemænd med stor pondus (Hallvard T. Björgum, Gunnar Stubseid), smukke danseforestillinger (Bytting), samisk joik (Solju), finsk ekspressionisme, virtuost bukkehornspil og meget andet.

Nogle af de koncerter, der var mest medrivende og rørende, var de finske. Maija Kauhanen (Øverste foto af Antti Kokkola) solo stod for den nok mest ekspressive koncert på festivalen. Som en blæksprutte havde hun omgivet sig med trommer, klokker, kantele og et bækken, der jævnligt fik ”en på sinkadusen”, når hun kom derud hvor hun ’maxede’ sin stemme og lige skulle understrege udtrykket lidt. Som en præcis og groovy maskine holdt hun alle instrumenter omkring sig i gang i nøje udtænkte arrangementer.  Det var kraftfuldt, utæmmet og originalt. Også imellem numrene skabte hun god kontakt til publikum med en stor tilstedeværelse og vedkommende historier.

Lidt i samme boldgade var hendes kollega Päivi Hirvonen, der også var solo med sang akkompagneret af strygelyre og violin.  Også en kraftfuld og flot performance.  Disse to karismatiske kvinder var desuden en del af bandet ”Okra playground”, hvor vi dog var ovre i noget helt andet med feminin, finsk badass-folk attitude. Sjovt og lidt sejt, men måske lige knap så rørende.

Dernæst står i stærk erindring nogle af koncerterne med samisk islæt: Emma Eliane Valkeapää sang fint, poetisk og sirligt-pænt sine samiske rødder ud. Akkompagnementet kunne godt have været mere spændende instrumenteret, omend de to på guitar og trommeslageren spillede levende og sympatisk tilstedeværende.

Solju, som er mor og datter (fhv. Angelit), gav til gengæld udtryk for en mere uhæmmet, vild og ekspressiv side af samisk kultur og kom godt rundt i sangregistret udsprunget af inspiration fra de vilde dyr, som samerne altid har levet tæt side om side med.  Her var man mere taget med på en rejse ud i naturen. Det, der var sjovt, var at se traditionen båret videre i ét og samme band, hvor moderen repræsenterede det helt oprindelige udtryk, og datteren brugte sine samiske rødder i en mere poppet og moderne kunstnerisk kontekst med sin stemme. Disse to kvinder kunne for den sags skyld godt have båret det igennem alene, men var her akkompagneret af en troldmand, der temperamentsfuldt understøttede sangene på trommer og en ligeledes opfindsom troldmand på tangenter/synth. Det var en meget tryllebindende performance, som efterlod et rørt og måbende publikum.

Nævnes skal også Thorgeir Vassvik, som med sin rootsblues-inspirerede stil fik udtrykt sin helt egen ejendommelige urkraft, hvor han får udforsket sin stemme i alle afkroge af mund- og halsregionen – befriende uhæmmet og nærmest shamanistisk uden filter.  Den foran Rigsscenen opstillede tipi med levende ild fungerede perfekt til indslag som dette.

Danmark var bl.a. repræsenteret med den unge duo Elmøe & Hoffmann, som på fineste vis og med højt niveau spillede virtuost, overbevisende og rørende. På den svenske side hørtes den unge duo Symbio med to forrygende musikere på drejelire og harmonika. Mage til overskud, flotte arrangementer og spændstighed skal man lede længe efter.

Trioen Ahlberg, Ek og Roswall tog os ligeledes med en tur ind i troldenes rige, hvor man blev revet med, rørt af og imponeret over tæt sammenspil og flot, tyk lyd. Det var tre dygtige musikere, som udstrålede modenhed, varme og ”good vibes”. Som et par sko, der er helt perfekt gået til.

Sidst, men ikke mindst leverede nordmændene også en række perler. Især en række stærke og karismatiske spillemænd- og kvinder markerede sig med en lun blanding af underholdende anekdoter og kraftfuld, elveragtig spillemandsmusik på det karakteristiske, norske instrument hardangerfele. Desuden skal fremhæves en forrygende smuk og sanselig danseforestilling under titlen ”Bytting”: Smukt tilrettelagt med rørende sang, spil og dans. Og den nye gruppe

Morgonrode, som havde et stort forventningsfuldt publikum med sig fra starten og også leverede en koncert med en fint afbalanceret fordeling af delikat sang og spil.

Som et kuriosum skal også nævnes trioen Kaunan, bestående af en østrigsk nøgleharpespiller bosat i Sverige, en svensk drejelirespiller og en tysk bouzoukispiller, som i international sammenhæng nok i virkeligheden var den største stjerne af alle på Folkelarm: Ankermanden i det legendariske tyske pagan-folk band FAUN, Oliver S. Tyr. Dette var dog åbenbart forbigået de fleste delegaters opmærksomhed. Eller også var det bare, fordi de var sådan lidt mere ur-agtige i deres udtryk og dermed faldt lidt ved siden af ”den rigtige” folkemusik, som en hybrid mellem folk, fantasy, pagan og viking.

Ikke desto mindre råsvingende, virtuost og med en moden humor med nogle af de smukkeste, til dels egen-fabrikerede instrumenter (Boris Kollers basnøgleharpe). Et af de smukkeste instrumenter på Folkelarm i år – bygget af en feinschmecker. En skam at den norske folkscene ikke var helt klar til at tage imod den fine oplevelse – ikke mange havde fundet vej ind til de to koncerter, som FAUN spillede.

Med så meget god musik ville man blot ønske sig, at festivalen på én eller anden måde havde bedre tag i Oslos ungdom. F.eks. ved at sende et par bands ud på skoler og gymnasier i byen, når de nu alligevel var samlet i hovedstaden i så rigt mål. Sådan at flere især unge ville opdage de poetiske og rørende kvaliteter og den kraftfulde etniske nerve, der er tilstede i den norske folkemusik.  Men det må blive et forslag til næste års festival.