Latgale er et område i Letland, hvor man har bibeholdt en levende folkemusik- og danse-tradition. Det er de specielle Bolsi-sange, der især kendetegner området.
Biruta Ozolina har brugt mange år op netop bolsi-traditionen og gennem sine studier på Musikakademiet i Riga, forsøger hun at forfine og udvikle de gamle sange.
Ozolina er desuden sangerinde i orkestret Patina, som lørdag aften stod på scenen på Duborgskolen. Udover sin flotte stemme, spillede hun også det allestedsnærværende lettiske strengeinstrument kokle.
Patina hældte grove mængder firser-fusion ud af højtalerne. Det var funky slap på bas, og et orgel der kunne lyde præcist som en stærkt forvrænget guitar. Som rock-fusion fungerede det med nød og næppe, men som fusion mellem traditionel lettisk folkemusik og rock-fusion, fungerede det overhovedet ikke. Det virkede nærmest som om, at resten af bandet var tvunget til at spille sammen med en folkemusiker, og at de nu forsøgte at køre det ud på et sidespor.
Det var dermed finsk / norske Frigg, der skulle redde aftenen. Og det lykkedes i overlegen stil.
Aftenens udgave af Frigg bestod af Toumas Logrén, Petri Prauda, Antti Järvelä, Alina Järvelä, Tommi Asplund, Esko Järvelä og Einer Olav Larsen. Med andre ord en samling af Nordens bedste muskere inden for deres felt.
Frigg spillede med et næsten arrogant overskud. Lige fra Gjermund Larsens (Olav Einers bror, som normalt også spiller med Frigg) lynhurtige swingende polkaer, der ind i mellem minder meget om tekniske stiløvelser, til Alina Järvelä, når hun spillede en rolig melodi, som blev bygget op af fantastiske og iørefaldende arrangementer.
Frigg står for udsyret og vaskeægte new nordic, hvor grænserne for de lokale traditioner udviskes, og de kontemporære melodier trækker på inspiration fra mange steder.
Frigg var, som altid, en storslået oplevelse, og de understreger måske den allerstørste forskel på den nye nordiske og den baltiske folkemusik.
Frigg formåede at sætte traditionen i baggrunden, og fokusere på musikken, hvor nogle af de lettiske orkestre virkede så forhippet på at vise og dyrke det traditionelle, at det enten druknede i folklore eller blev uvirkelige elementer i eksperimenter med fusionsrock og heavy metal.
Det er dog en meget vigtig pointe, at letterne kun har haft små 20 år hvor de frit har kunnet lege med og udvikle den traditionelle musik, hvor finnerne og nordmændene har haft flere hundrede år. Letterne har tilsyneladende en stor kulturarv, og de har ikke i sinde bare at putte den på syltetøjsglas.
Patina og Frigg, Duborgskolen, Flensburg, 24. april, 2010
Søren Jensen Lund
