Det unge band med de to danske musikere violinisten Clara Tesch og Mads Kjøller-Henningsen på fløjte, finske Leija Lautamaja på harmonika samt svenske Malte Zeberg på dobbeltbas udgør Floating Sofa Quartet.

Bandet spiller akustisk, instrumental folkemusik. De forstår at forny den traditionelle nordiske musik med egne kompositioner med friske nye, liflige toner, uanset om de begiver sig ud i valse, scottish, polskaer eller en hamburger fra Newcastle. Ja, en sønderhoning fra Fanø, hvor de to danske musikere boede en overgang, blev det også til, og den lød i østjyske ører meget autentisk. Floating Sofa Quartet gav et par godt sammensatte sæt, hvor de også fint beherskede de stille melodier.

Bandets medlemmer skal roses for, at de alle bidrager til musikken som komponister, for det giver en passende forskellighed. Nogle savnede måske lidt vokal, men det blev der kompenseret for ved gode historier og forklaringer om melodierne.

Kvartetten spiller i aften hos Kulturkøbmanden på Mors og lørdag  4. november i Café Nanas Stue i Sønderho. Derefter går turen til 10 koncerter i Tyskland og Belgien fra 10. til 25. november.

Home