Denne onsdag aften var vi vidner til en ganske speciel koncert i den lille Exners Kunsthandel i Sønderho på Fanø. Fru Exner arrangerer jævnligt musikaftener med karakter af dagligstuekoncerter. Den vel nok førende traditionelle violin- og klaverspiller fra Cape Breton i Canada, Troy MacGillivray, har gode kontakter på Fanø og var på øen nogle dage. Den danske violinspiller Michael Graubæk var netop i Esbjerg den dag for at undervise på konservatoriet.Violinspiller Tove de Fries er bosiddende i Sønderho og er MacGillivrays nærmeste kontaktperson på stedet. De nævnte forhold fik de tre yderst kompetente musikere til hurtigt at aftale en fælles koncert og i øvrigt ”tage den fra hoften”. Resultatet blev en charmerende og afslappet blanding af koncert og åben workshop med musik og gode fortællinger.
Michael Graubæk lagde ud med at berette om sit øjeblikkelige arbejde med at finde ”glemt musik” og præsenterede os på sin mobil for den gamle ”Trompetpolka” med Bror Kalles Kapel – som han mente, at nok kun vi i den skimlede generation kendte til. Nok er stykket i blæsertonearten Bb, som absolut ikke er violinvenlig, og nok er det en yderligere udfordring at omsætte trompetteknikken til violinbuen, men som nævnt er Graubæk ikke ueffen på sit instrument. Altså ”Trompetpolka” på violin. Hvorfor ikke?
Troy MacGillivray fortalte om sin traditionsmusik på Cape Breton, der jo er en ø i Nova Scotia. Som navnet siger, er rødderne derovre skotske indvandrere, og han valgte et sæt stykker fra Shetlandsøerne som sin indledning.
Tove de Fries valgte at åbne med fokus på musikalske fællestræk mellem Cape Breton og Danmark. Den angelsaksiske jig er oprindeligt fransk med betegnelsen ”gigue”, og den samme type stykker findes også her i landet. ”Undervisningen” mundede ud i et par danske trekantede sløjfer, som gik over i en jig fra Cape Breton. Yderligere fortalte hun om den danske ”Kræn Bysteds Reinlænder”, som er næsten identisk med en reel fra Cape Breton – og begge blev selvfølgelig spillet. I denne forbindelse var det naturligt lige at mindes og ære Fanøs første kontakt til Cape Breton, den desværre for tidligt afdøde violinist Jerry Holland – og selvfølgelig spille en af hans kompositioner.Således blev vi begavede med såvel underholdning som indsigt, godt krydret med afslappet humor. På forhånd var der i al hast aftalt nogle stykker, som to af dem eller de alle tre kendte, men meget andet kom også på den på stedet improviserede sætliste, og her viste det tre deres vældige musikalitet. Som hovedregel var de hurtige til at falde ind og få musikken til at hænge fornuftigt sammen.
I pausen blev der hyggesnakket over en forfriskning, og det var ikke sådan lige at få sendt tilhørerne tilbage på deres pladser. Derfor begyndte de tre musikere ganske enkelt bare at spille og gjorde på den måde opmærksom på, at pausen ikke varede resten af aftenen.
Nu var musikerne blevet varme, og musikken, og beretningerne fik stadig mere glød. MacGillivray er af musikerslægt og fortalte bl.a.om sin bedstemor, der ikke er højere end ”sådan” – og holdt sin hånd sådan cirka midt på brystet. Desuden fyrer hun i sin brændeovn året rundt. Der er nok omkring 50 grader konstant i hendes lille stue. Ja, kunne Tove tilføje, da en gruppe Fanøfolk var på Cape Breton sidste år med bl.a. omkring to meter høje Jens Mou, gik hun ham kun til bæltestedet – og en af pigerne fik brandmærker på sine bukser, selv om hun stod knapt en meter fra brændeovnen.
Jo, nu var der gået historier i den, afløst af herlig musik. De havde både snakket og spillet sig varme. Graubæk diverterede med mere blæsermusik, denne gang bagerens ”Basunpolka”. Vi hørte fra de Fries om de to Vejle-spillemænd Frederik Iversen og Jens Andersen, der efter den første Lillebæltsbros færdiggørelse i 1935 mente, at de rejsende måtte have behov for at et stop på Vejleegnen – og indrettede et traktørsted. Graubæk havde skrevet et stykke musik i Cape Breton-stil, som han og MacGillivray spillede. Så mente Tove, at hun passende kunne gå ud og få sig en smøg. Mere formelt behøvede det vel ikke være.
Vi hørte om Venstrehånds-Jørgen, der kunne spille violin på fire måder: På både venstre- og højrehåndsviolin og med buen i både venstre og højre hånd. Det var også ham, der sagde, at spillemandsmusik ikke er for vegetarer. Der skal et solidt måltid til for at kunne spille igennem til mange timers bal. Tove de Fries er også af spillemandsslægt i flere generationer, og vi hørte om hendes far Niels, der stod op om morgenen klokken 5 for at ”røjt og malk”, gik på arbejde til klokken 17, kom hjem for at ”røjt og malk” og spillede om aftenen fra mandag til torsdag plus det løse i weekenderne. Somme tider kom han sent hjem og havde et par kammerater med. Så stod konen op og lavede sildemadder, kold kyllingesalat og sådan.
Stakkels MacGillivray blev snakket næsten ihjel af alle de danske fortællinger, men han var også kommet fra Alaska samme dag, forsvarede Graubæk ham med. Der var dog overskud til at fyre godt op under et fyldigt Cape Breton-sæt som afrunding på koncerten. Til stede var også nogle af de unge Fanø Fiddlers, der blandt andet arbejder med Cape Breton-musik, og en af dem blev af MacGillivray opfordret til at tage hans violin og spille med. Således fik denne fine afslappede og improviserede musik- og fortælleaften sin afslutning, men lagde naturligt op til videre snak og endnu en forfriskning.
