Den 35. Copenhagen Irish festival er i fuld gang og fortsætter søndag eftermiddag med en stor céili og irsk dans. Lørdag aften står to bands på scenen i Københavns Musikskole ved DGI-Byen og i PH Salen står Alan Burke for en ”Super Session”. Det er Socks in the Frying Pan og bagefter det kendte og meget populære band Téada, der står for musikken i den fine koncertsal i Musikskolen.
The Jeremiahs. Pressefoto
Fredag aften havde de fire musikere i The Jeremiahs deres Danmarks-debut, og de blev rigtig godt modtaget. Man kunne godt fornemme, at de ikke er helt sammenspillede endnu, selv om de hver for sig er absolut dygtige musikere, og også en stor del af tiden fik det hele til at spille sammen. De dannede bandet for kun lidt over et år siden og arbejder ikke udelukkende med musikken. Der var en smule usikkerhed nu og da, men da de først fik spillet sig varme, og mentalt set smed jakkerne (men ikke fysisk) kunne hverken spilleglæden eller seriøsiteten skjules. Den lidt stive tilgang i starten forsvandt, og det var tydeligt, at de både kan og vil det her band, og at der blot skal arbejdes lidt med en mere overbevisende udstråling. The Jeremiahs høstede masser af bifald, og smilene blev større og større. Joe Gibney er en god og passioneret sanger, og sammen med Brian Corry på fløjter, Finnbar English på (meget flot) fiddle og James Ryan, guitar og bouzouki blev det et godt sæt med både masser af jigs, reels, airs imellem sangene.
Lidt senere stod The Rambling Boys of Pleasure så klar på scenen, og da de startede, kunne man tydeligt mærke
Rambling Boys of Pleasure Pressefoto
forskellen på denne superprofessionelle gruppe og debutanterne. Fra første sekund var samspillet totalt tight og nærværende, og bandet tydeligvis både rutinerede og sikre på sig selv i det hele taget. De er da også veteraner fra diverse andre bands. Dave Munnelly glimrede på sin harmonika, Gino Lupari kan sin bodhrans effekter til fingerspidserne og sang også smukt for i et par numre. Bernard O’Neill betjente bassen, som han efter sigende har gjort på mere end 200 albums med forskellige musikere, og Alan Burke trakterede sin guitar med stor præcision og den stærke rytme, han har fra sin tid som trommeslager. Han synger med både følsomhed og styrke, og så er hans og bandets charme også evident. Sættet var velkomponeret og spillet med stor personality, men fik faktisk ikke mere applaus end de unge Jeremiahs.
Keeva. Pressefoto
Torsdag aften havde Keeva fyldt PH Salen, hvortil jeg desværre først nåede frem mod slutningen. Men stemningen var totalt i top, og begejstringen stor, musikerne fremragende – bl.a. tre fra det tidligere Gráda – og med gæsteoptræden af Lukas Forchhammer aka Graham og en sang til ære for hans alt for tidligt afdøde far, Eugene Graham, der i sin tid som promoter arrangerede mange turneer for en lang, lang række fine bands.
