Pressefoto
Desværre oplever man alt for tit, at der i landets største by er den dårligste tilslutning til folk-koncerter. Men der gøres heller ikke meget PR for dem, og medierne gør intet.
Til gengæld fik de godt 20 publikummer en intim og nærværende koncert i PH Cafeen på Halmtorvet i København, da Emily Smith og Jamie McClennan gik på scenen onsdag aften.
Men man krummer jo lidt tæerne af ærgrelse og medfølelse, når man sidder der i en mere end halvtom sal, som fremragende musikere er rejst langt for at spille i. Vi klappede ihærdigt efter hvert nummer – og med god grund – men PH Cafeen er alligevel stor nok til, at det lød ret spagfærdigt trods alverdens gode intentioner. Men professionelle og dygtige musikere er jo vant til at tackle den slags og går til den med bravour, og alle os til stede nød godt af det.
For man var behageligt fri for en masse udenomslarm og sniksnak og kunne virkelig lytte og nyde musikken, for straks fra første stund sang og spillede Emily Smith og hendes partner Jamie McClennan en god stemning frem. Både den første ballade og flere af aftenens andre var fængende og sødmefulde, og jeg tænkte flere gange, at med flere instrumenter og måske bare en smule mere poppet tilgang, så lå der potentielt flere hits på lur her.
Men hvad er det lige, der gør, at disse sange ikke ender på almindelige play- og hitlister? Er det harmonikaen og violinen, der signalerer, at nu hører vi altså til her i den sympatiske folkverden og ikke på toppen af poppen? Så kan man sige: Hvad skal vi også der? Og det er dejligt, at folk- musikere brænder for netop den genre og ikke bruger talentet på mere kommerciel musik.
Men heldigvis går det endda, og Emily Smith og Jamie McClennan lever, vil jeg tro, helt godt af musikken med deres mange turneer og adskillige albums. Emily brændte igennem lige fra starten for ca. 10 år siden og høster masser af anerkendelse, og det samme gælder Jamie, ægtemand, guitarist, violinist og new zealænder, som trods mange år i Skotland ikke har fået antydning af skotsk dialekt. Hvilket Emily Smith naturligt nok har i rigt mål. Hun har en virkelig flot stemme, som indimellem næsten ”knak”, men hurtigt fandt på plads igen. Mange af sangene var ledsaget af Jamies guitar og diskrete vokalharmonier, på andre spillede Emily enten harmonika eller keyboard. Jamie spillede også nogle af sine egne kompositioner på violin og fortalte usandsynlige historier om titlerne på dem.
Men alt i alt var det en god aften med ét langt sæt, nok omkring 20 sange og instrumentalnumre. Et af højdepunkterne var Richard Thompson-nummeret ”Waltzing’s for Dreamers”, der ligesom flere af de andre findes på det nyeste album ”Traiveller’s Joy”. Mens dette skrives er parret i gang med en koncert i Portalen i Greve, hvor der som regel er et stort og trofast publikum. Så jeg vil tro, at denne koncert trods alt er endnu mere stemningsfuld og varm end i PH Cafeen en onsdag aften. Tre flere følger: I aften fredag på Con A’more i Hinnerup og så på Gyngen i Aarhus og Sabros Wintercoat.
