I lørdags d. 4. juli præsenterede spillestedet Alice i København den hyldede og populære trio Dreamers’ Circus i deres koncertrække Summer Series, og trods det ikke-samarbejdsvillige vejr føler jeg mig overbevist om, at alle gik glade hjem. Musikken kunne man i al fald ikke sætte en finger på, og de tre musikere udsendte veloplagte og varme vibrationer.
Mellem kl. 15 og 16 trodsede nok omkring 60 publikummer den rimeligt intense regn, og kl. 19 skulle Dreamers’ Circus spille igen, og jeg går stærkt ud fra, at den koncert også blev gennemført. Man kunne godt stå og drømme lidt om, hvor koncerten og stemningen kunne have bevæget sig hen på en varm, solrig dag eller aften. Men som det nu var, blev musikken (selvfølgelig) spillet lige så eminent og elegant overbevisende som altid – som forventet. For forventningerne til trioen er altid store, og de bliver indfriet.
Ale Carr, Rune Tonsgaard Sørensen og Nikolaj Busk har nu spillet sammen i godt 10 år, og det er kun gået én vej, nemlig fremad. Med koncerter mange steder i verden og med stor professionalisme uden at miste hverken engagement eller følsomhed. De mestrer deres instrumenter – primært cittern, accordion/klaver mv. og violin – til perfektion. Og de har konstant udforsket og udviklet den folkemusik, som er deres hovedkilde, men som utvetydigt er blevet deres helt egen Dreamers’ Circus-ny-nordisk-folk. Tilsat Tonsgaards klassiske og topkarat violin-input og baggrund og også alle tres legesyge og musikalske overskud.
Jeg nåede kun at skrive en sætning i min notesbog under koncerten, for den blev straks gennemblødt. Nemlig at ”musikken var spot on fra første sekund”. Og det var den så absolut hele vejen igennem med en del sange fra det nyeste album, ”BlueWhiteGold”, som udkom 29. maj, og om hvilket anmelder Nils Thorlund skrev for nylig: ”Udover den øgede fokus på melodien præsenteres vi for en række overdådige arrangementer, som både understreger og lægger yderligere til melodierne”.
Lørdag fik vi en række numre derfra, og særligt indtryk gjorde ”Bridge of Tears” og ”The World Was Waiting”. Sidstnævnte et nummer fuldt af glæde og overskud, som Nikolaj Busk egentlig bare fandt (på), fordi han gik og fløjtede, og melodien satte sig fast. Du kan høre og se den på Youtube, hvor en masse mennesker fløjter med fra hvert sit land, og den er totalt fængende på sin egen easygoing måde. Det var også sjovt at høre Ale Carr, som fik sin cittern som 14-årig, fortælle om det første nummer han dengang skrev, og som han spillede på sit nyeste instrument – et gammelt et. Jeg er lidt usikker på, hvad det var, måske en drejelire.
På deres hjemmeside sammenligner bandet den kreative proces i musikken med, hvordan en kreativ og innovativ mesterkok skaber magi i sit køkken og ved bordet med lokale ingredienser, en forståelse af hvor og hvem, han er, af sin egen baggrund, af udfordringen ved og med ønsket om at skabe noget helt vidunderligt. Det er, hvad Dreamers’ Circus ønsker at gøre med deres musik: Lukke op for og frigøre fantasien. Lade sit sind vandre til et sted, hvor historier kan folde sig ud. Skabe et fristed for drømme. Det er den magiske, drømmeriske rejse, man kommer med på, når man inviteres til at tage med i Drømmernes Cirkus.
