Det blev en fed aften på Mojo, da Benny Holst Trio for allerede mere end en uge siden gav koncert under de intime forhold, som coronatiden foreskriver. De tre velspillende herrer gav som forventet en pænt lang række numre med Holst på sang/guitar, Jacob Rathje på meget bluesy guitarer og Martin Andersens på ekspressiv, ekvilibristisk violin, som vi kender ham. Mojo Blues Bar lancerede sine intimkoncerter i juni og har også haft to siden denne. Jeg beklager min langsommelighed med denne anmeldelse, som absolut ikke skyldes manglende entusiasme, bare PC-problematikker og sommerferie-sløvsind.
Benny Holst
Jacob Rathje er altid lige præcis, hvor han skal være og mere til med sit guitarspil, mens Martin Andersen ikke kan undgå at tiltrække sig ekstra opmærksomhed, når han med sit medrivende violinspil og sin fordybelse hiver så mange føleser og stemninger ude af sit instrument. Samme instrument bruger han gennem koncerterne uden violinbuen, men spiller den med fingerspil på strengene. Benny Holst har klart sin stemme i behold, og de tre arbejder så godt sammen med præcise timinger for, hvornår hvem skal være i centrum. De er dygtige individualister, som formår at fremstå fuldstændig som en enhed. Deraf rubrikken “de tre musikmusketerer”. Én for alle og alle for én.
På sæt og vis og som trioens navn siger, er det Benny Holst, der spiller hovedrollen med sine sange, sit bagkatalog og sin lange, respektindgydende karriere. Han er det store hjerte, som jeg læste, at en af hans mange fans har skrevet. Men Rathje og Andersen er bestemt ikke kun hans “sidekicks”. De fortjener hver især dyb respekt for deres spil. Her er tale om smukt teamwork, som de har opøvet gennem snart mange år. Martin har ligesom Benny været med på folkscenen i rigtig mange år i mange sammenhænge og er noget helt specielt. Jacob er den unge på 45 med en flot musikuddannelse, en stor bluesfeeling og stadig masser af potentiale.
Som Benny Holst sagde med sin sædvanlige underspillede humor, så “er vi trætte af stadionkoncerter”. En intimkoncert for et antal publikum på kun 32 er meget bedre. Det tror jeg i al fald, at vi, de heldige 32, syntes. Godt nok er det lidt begrænsende, at man på det nærmeste er bundet til sin siddeplads i disse coronatider, men det går. Imens glæder vi os nok allesammen til friere forhold. Og til mange kommende koncerter med denne formidable trio. Hvem der lige er Athos, Portos og Aramis, kan I selv gisne om, men de tre oprindelige musketerer skulle være hhv. følelsesladet, vild og fredsommelig. Der er vist en del af det hele i Benny Holst Trio.
