Det er nemt at blive fremmedgjort af indisk musik. Den kan forekomme ensformig, og hvis man ikke bryder sig om lyden af sitar og ikke orker at høre den samme toneart og dronetoner i timevis, kan den da også være en stor udfordring. Store dele af min generation er imidlertid musikalsk opdraget i en periode i 1960’erne, hvor den klassiske indiske musik fandt lyttere i den vestlige verden. Talrige rock- og folkemusikere lærte at spille sitar og inddrog den i populærmusikken, og siden er den gledet ind i bl.a. ambientmusikken, og på det seneste har flere DJ’s med held brugt den indiske musik.

Feridah Rose

Den ægte vare er det imidlertid Dansk-Indisk Forening, Indisk Musikforening og nu CPH World Music Festivals’ fortjeneste, at vi kan opleve live. Det var da også en menighed af kendere, som havde indfundet sig i Kirken på Blågårds Plads. Sikkert meget godt, for så blev ritualerne fulgt, og man undgik pinlige episoder som f.eks. at klappe af de cirka 10 minutters finstemning af instrumenterne. Partha Bose (sitar) kunne desuden vejlede lidt med et ”You may chat” på de rigtige steder.

Musikstykkerne var opbygget af en ikke-rytmisk aftenraga for solositar, hvor vi fik demonstreret hans evne til at vride strengene, og nyde den del af instrumentets karakteristiske klang. Det var meget smukt og pastoralt, og blev da også brugt til mere eller mindre diskrete meditationer blandt tilhørerne. Da Abhijit Banerjee satte ind med sine tabla-trommer fik vi tilføjet det rytmiske element i meget komplekse strukturer, og da tempoet siden blev sat op, kom den særlige dialog mellem instrumenterne, som herefter blev afsluttet af en forrygende og dynamisk finale. Så havde denne musikalske rejse også varet en lille times tid, men ikke nok med det, vi fik en efterfølgende raga samt et ekstranummer.

Det billedskabende i musikken er indlysende og med lidt indlevelse, lidt fantasi eller meditation kan man nemt forestille sig naturskønne indiske panoramaer, over interaktion mellem mennesker og til slut det hektiske storbyliv. Andre kan sikkert fordybe sig mere og opnå åndelige indsigter, se det klare lys og nå i en nirvana-tilstand. Jeg kunne nøjes med at forlade koncerten i opløftet tilstand.

Og så fik jeg vist ikke engang omtalt musikernes virtuositet. Jeg har oplevet hindustani-musik før og kunne straks høre, at denne duo er noget særligt. Deres kreative og sensitive tilgang til musikken har da også gjort dem til internationale stjerner.