Så sidder man her igen, fuldstændig høj og fortumlet på én og samme tid, på den anden side af denne første weekend af november – en weekend der i over tredive år har været synonym for et af årets absolutte højdepunkter for hele den ”irskofile” gren af det danske folkemusikmiljø; ”Copenhagen Irish Festival” (CIF). År efter år kan det komme bag på mig, hvor intens en oplevelse bare én aften på festivallen kan være, og efter tre aftener i træk med (dobbelt-)koncerter og jamsessions i topklasse samt rigelige mængder irsk øl er man simpelthen ”mæt”… rigtig dejlig mæt!
I en objektiv anmeldelse af festivalen som helhed, må denne skribent, retfærdigvis siges at være fuldstændig inhabil. Det var på CIF 2004 at jeg som 15-årig lærte de helt basale spilletekniker på bodhrán ved en workshop med den irske bodhrán-betvinger Frank Torpey. I dag kan jeg takke disse par timer med Torpey for, at jeg i lørdags kunne gå på scenen som bodhrán-spiller på selv samme festival 6 år efter. Faktisk stiftede jeg bekendtskab med CIF inden jeg overhovedet havde hørt om det ellers så skæbnesvangre ROD-stævne, så den irske festival i København har selvsagt en meget særlig plads i denne skribents bevidsthed.
Økonomiske stramninger
Af samme grund var det en smule bedrøvende at opdage at man i år havde valgt at sløjfe de tradtionelle festival-workshops med undtagelse af den årligt tilbagevendende danseworkshop søndag eftermiddag). Men som så mange andre dele af miljøet har også CIF måttet arbejde med en stram økonomi i det forgangne år:
”Det var simpelthen for at få det hele til at hænge sammen; vi blev nød til at spare et sted, og det var så i forhold til workhops at vi synes vi kunne gøre det.” forklarer Martin O’Hare, arrangør på 25. år.
Og man forstår udemærket prioriteringen, men det er og bliver en skam idet festivallens workshops i flere år har udgjort en stor del af festivallens ”leben”. Med verdenskendte instrumentalister som kursusledere har festivallen nemlig før trukket en del kursusister og gæster over Øresund gennem årene, og selvom man kunne genkende et par trofaste svenske ansigter i festivalcaféen denne weekend, kunne man godt savne den ”flersprogethed” der ellers har farvet og kendetegnet CIF.
Verdensnavne på plakaten
Trods besparelser var der dog ingen tvivl om, at arrangørgruppen bag CIF vanen tro har haft høje ambitioner hvad angår koncert-line-up’et. Med dette års åbentlyst stramme økonomi var det imponerende og opløftende alligevel at se irske verdensnavne som Karan Casey, Frankie Gavin, Gerry O’Connor og Niall og Caoimhin Vallely på dette års program. Der var således gedigen irsk/skotsk musik for enhver smag i denne weekend, og CIF formåede altså igen i år at præsentere et meget bredt udsnit af hvad irsk folkemusik er og/eller kan gøres til.
Nye trygge rammer
Det er nu tredje år i træk at festivallen bliver afviklet med PH-caféen som festivalcafé, kun et stenkast fra Københavns Hovedbanegård. Det var nye brandregler der i 2008 tvang arrangørerne til at flytte festivallen fra de ellers trygge rammer i KFUM’s lokaler på Store Kannikestræde. Den ”nye location” må dog siges at fungere ganske udemærket, til trods for sporadisk trængsel og pebrede café-priser.
Som tilbagevendende festivalgæst kan man ikke mindst glæde sig over, at musikskolens koncertsal i Staldgade 29 er blevet inddraget som festivallens primære koncertvenue. Her findes lyd, belysning og publikumskapacitet af den klasse, som de gæstende musikeres produkt fortjener, uden at man har mistet den særlige intimitetsfornemmelse og hygge der i høj grad også kendetegner festivallen som helhed. Denne stemning hjælpes naturligvis godt på vej af den mørke årstid, samt det faktum at langt de fleste medhjælpere er der af egen fri vilje og interesse.
Sessions i særklasse
Og så er der jo de mange åbne og nærmest uendelige jamsessions, der i mere end én forstand giver puls til festivalcaféen hele weekenden igennem. CIF og dens mindre koncertlystne og/eller mindre pengestærke gæster nyder hvert år godt af denne frivillige ”amatør-musik” (omend de deltagende ofte er professionelle musikere)… så godt, at man i år havde valgt at programsætte det.
Nuvel, alle salgskneb gælder, og session-musikerne kommer jo først og fremmest for deres egen skyld. Til tider er der da også ligeså store ”irske” kultur-oplevelser at hente ved disse sessions som inde i koncertsalene. Hvad end man er deltagende musiker eller bare tilhørende, er det svært ikke at lade sig rive med når kompetente og erfarne musikere sidder ind, og spiller deres instrumenter med så smittende energi, at alle deltagende mærkbart yder deres allerbedste, og på samme tid giver plads til hverandre. Således toppede dette års festival sent lørdag aften for undertegnede, da en halv snes danske og irske musikere i selskab med Copenhagen Irish Setdancers, Dark Green School of Irish Dancing og en masse begejstrede gæster fik PH-caféens åbne koncertsal til at koge et par timer i træk med spontan musik og dans for fuld pedal.
Det er disse magiske situationer der er og bliver CIF’s force og vel nok også grunden til at folk vender tilbage til festivalen år efter år.
Efter omstændighederne kan arrangørerne af dette års festival roligt være tilfredse med dette års Copenhagen Irish Festival, og det lyder da også til at være tilfældet hvis man spørger Martin O’Hare:
”Jamen jeg synes det er gået godt – forholdsvis smertefrit. Vi kunne godt have brugt lidt mere publikum men sådan er det jo.”
Og hvordan ser det så ud for næste års festival?
”Det er svært at sige på nuværende tidspunkt, men vi har fået støtte fra både Statens Kunstråd, Københavns Kommune, Den Irske Ambassade og Tullamore Irish Dew i år og det har nok reddet os, da vores gamle hovedsponsor, Guinness, ikke har villet sponsorere festivallen. Nu må vi se…”
Mads Kjøller-Henningsen
