Mange moderne folkemusikere har så solide kundskaber, så vi, der bare kan en håndfuld selvlærte akkorder på en guitar, helt må tabe pusten. Nå, lejrbålssangenes tid er vel forhåbentlig ikke helt død, men med denne debut-cd præsenteres vi for folkemusikalske fantasier på et skolet, virtuost og akademisk plan, der hamler op med trænede symfoniorkestermedlemmer. Det er en sand fornøjelse at se og høre de to engagerede musikere i duoen Woodlands spille op til hinanden på de skrå brædder i Thielske Galleriet eller andre smukke koncertsale. De sidder engagerede med ansigtet mod hinanden og følger hinandens mindste bevægelser og indfald i noget, der ligner en musikalsk duel.
Denne svenske duo består af violinisten, Kristina Leesik, og harpenisten, Justyna Krzyzanowska. De har en baggrund i svensk folkemusik og i klassisk musik og er desuden inspireret af både jazz og populærmusik. Med alt dette i baghovedet har de nu udgivet deres debutalbum, der meget rammende hedder ”Harp and Fiddle”. Her blandes den keltiske musik fra Skotland, Irland og USA med egne, originale kompositioner.
De to unge musikere mødtes, da de studerede på Kungliga Musikhögskolan i Stockholm. Siden fortsatte de studierne på the Royal Conservatoire of Scotland. Nu er de så begge sprunget ud som kandidater og arbejder freelance som musikere og lærere. Man kan læse nærmere på deres smukke hjemmeside: https://woodlandsduo.com/
”Harp and Fiddle” indeholder 10 numre i en blanding af selvskrevne numre og meget personlige tolkninger af gamle sager som f.eks. ”The Old Man from over the Sea”, om en uheldig frier, som en emsig moder prøver at prakke sin unge datter på og ”Rolling Waves”, en irsk jig eller ”Dolina MacKay”, en reel. Smukkest synes jeg egentlig, at de svenske indslag på pladen er. Det gælder ”Emigrantvisa”, som synges følelsesfuldt og tostemmigt, så nakkehårene må rejse sig eller ”Vandringsvägen” og ”Enhörningen”. Jazzinspirationen er ind i mellem til at få øje på, f.eks. i indledningsnumrene, og det gør bestemt ikke projektet ringere.
Midt i alle de lækre arrangementer og toner kan jeg ind i mellem savne en fløjte, en banjo eller Ronnie Drews sprukne ølbas, for det samlede indtryk bliver let lidt sterilt og glat. Men flot er det bestemt i sin nærmest klassiske og improviserende tilgang til de keltiske toner. Det er en smuk debut, hvor traditionen inden for den keltiske musik brydes, blandes og improviseres på fornem vis.
Læs også interviewet ved siden af.
