De traditionsrige sommerkoncerter i Byparken, Roskilde arrangeret af Gimle sammen med Roskilde Kommune var nået til årets sidste, som stod i folkemusikkens tegn. Det folkelige blev sat på en prøve da Morgan Helltown & The Lost Cause åbnede begivenheden. Efter tre af deres langsomme, melankolske sange troede man, at de nu ville vælge at få humørbarometeret til at stige, men nej.
Allan Olsen
”Nu vil vi gerne skifte fra de triste sange til en deprimerende sang” sagde de. Det var, som om den nydannede duo havde søgt inspiration til deres sangskrivning i folk- og countrymusikkens mørkeste sider, som bl.a. Hank Williams og Townes van Zandt mestrede. Al den skam, skyld og fortrydelse, som et halvtomt glas kan rumme, blev serveret for os med et: Skål!
Morten Krogh var forsanger i bandet Workers in Songs, og Rasmus Christian Larsen kan måske huskes fra Alabama Black Snakes eller Remains. Den lokale duo har indspillet et album, som forventes til efteråret, og de kan snart høres på bl.a. Spirefestivalen ved Holbæk. Med minimalistisk musikakkompagnement og sunget og hulket ud i de i de smukke parkomgivelser tog publikum dog høfligt imod duoen.
”Tak fordi jeg må synge for dette store publikum, som Morgan Helltown har samlet”, sagde Allan Olsen, hvis tørre humor var helt befriende. I løbet at hans koncert fik vi talrige bemærkninger. ”Sluk bare for røgmaskinerne. Nu skal jeg have en smøg”. ”Jeg har aldrig spillet på Roskilde Festival, men jeg har spillet på Gimle så mange gange, at de kalder mig Gamle” osv.
Og naturligvis fik vi erindringer fra barndommen, som åbenbart bliver ved med at dukke op enten som sange eller introduktioner, og som er supplementer til hans fortrinlige bøger ”Tilfældigt Strejfet” og ”Laksetrappen””.
Han sagde, at staklerne ikke kun bor i Staklernes Hus, men også i ”Villaer med polerede tagsten og knasende perlesten under Audien”. Vi fik kendte sange fra bagkataloget: Op Til Alaska, Vores Dronning, Lille Gråspurv osv., men mig bekendt, ikke nye sange på sætlisten.
Selv foretrækker jeg Allan Olsen solo. Det kan godt være, at energien fra et band havde forplantet sig i Byparken, men når Olsen nu engang formår at skabe en intimkoncert så stort sted og formidle alle nuancerne i sine tekster så brillant, som tilfældet var denne tirsdag, så er det rigeligt. Og det er ordene, som er hans største styrke. Som guitarist, sanger og entertainer er han god, men som poet er han en ener, og som observatør og debattør er han uundværlig. Vi har brug for sarkasmen, satiren, revselserne når vores lokalhistorie bliver alt for idyllisk, og når vi bliver alt for patriotiske og selvglade.
Væk var folkefesten, drukviserne og fællessangene, men tilbage var et stort publikum, som nød hinandens selskab, og som godt kan fordøje en sommerdepression, nogle beske samfundskommentarer og meningsfulde folkesange sammen med rosévinen.
