Da tjekkiske Album Band besøgte Danmark i 2014, var jeg nok lidt negativ i min omtale, og efter koncerten forleden aften har min mening desværre ikke ændret sig.
Vi er blevet så vant til, at musikere synger på så perfekt engelsk, at det grænser til det komiske, når det ikke er tilfældet – som med Album Band. De associationer, som deres lydsprog dannede, var pudsige og ødelagde sange som Paul Simons Gone at Last og Bob Dylans Don’t Think Twice, It’s All Right for mig. Også et par Sting-sange (Englishman In New York og Fields of Gold) lød sært, hvorimod sprogbarrieren var mindre i nogle uptempo bluegrass-numre som Used To Be, Is It True og Midnight Highway.
I det hele taget var repertoiret næsten det samme som i 2014 og kopieret tone for tone og takt for takt fra de amerikanske forbilleder. Det ville pynte med egne arrangementer, egen tilgang til musikken og måske egne kompositioner.
Album Band består imidlertid af solide musikere og deres vokalharmonier var overbevisende. Især banjospilleren brillerede med sin fingerfærdighed og høstede bifald efter sine soli, og vi fik trods alt endnu en fornøjelig bluegrass-aften.
