Det er 42 år siden, Alan Munde sidst optrådte i Danmark, men den koncert har prentet sig dybt i manges hukommelse. Det var nemlig én af vores første møder med amerikansk bluegrass-musik, og det var under navnet The Flying Burrito Brothers.

Selv om jeg dengang var skuffet over ikke at opleve det oprindelige medlem, country-rock-ikonet Gram Parsons, så var erstatningen i form af bl.a. musikerne Byron Berline og Alan Munde forrygende, og det gav startskuddet til det danske bluegrassmiljø. Derfor var det meget passende, at Munde spillede et par numre, som også var inkluderet på Burrito-brødrenes sætliste fra dengang.

Vi er alle blevet ældre og noget længere i spyttet, dog ikke Mundes banjospil. Det har stadig høj energi og præcision og ikke mindst den flotte lyd. Det kneb enkelte steder for resten af trioen at følge trit, men det blev til dels opvejet af et smagfuldt repertoire og en tør humor i præsentationerne.  Så selv om de ikke har den samme dynamik, som præger den nyere bluegrass, så er de værdige ambassadører for den såkaldte 2. generations-bluegrass.

Trioens medlemmer optræder også individuelt i forskellige sammenhænge, de underviser, indspiller og er involveret i mange forskellige musikaktiviteter. Foruden Munde er det Dick Kimmel (mandolin og sang) og Adam Granger (guitar og sang). Granger har et langt samarbejde med forfatter og radiovært Garrison Keillor’s Prairie Home Companion. Der er masser interessant læsning og lytning om deres lange karrierer på internettet.

Aftenens repertoire var først og fremmest bluegrass-standards af bl.a. Bill Monroe (”No bluegrass concert without a Monroe song” som Kimmel sagde) og Flatt & Scruggs samt en blanding af deres egne numre. Lige fra Jimmie Rodgers’ Peach Pickin’ Time in Georgia, over Memphis Slim’s Mother Earth til et flot banjoinstrumental-medley.

Uden at det blev for skolelæreragtigt fik vi en kompetent indføring i ægte amerikansk bluegrassmusik herlig befriet for stunts og effekter, og i kølvandet af Europæisk Melodi Grand Prix var det befriende.