Marsken rykkede ind på stenbroen. Tønder indtog Balders Plads i et par dage, 4. og 5. juli, Tønder Festival afviklede i samarbejde med Copenhagen Jazzfestival et blandet program. Her mine indtryk fra tirsdag.
Ida Gard med sit nye band (Tove Sørensen, bas/kor, Daniel Fält, keyboards og Anne Kirstine Winkler, trommer/kor) lagde ud med en række af Gards ældre engelsksprogede sange. Hun fortalte, hvordan hun havde brugt ”den der pause, hvor tiden blev sat i stå” til at skrive nye sange. For første gang på dansk. Disse blev godt modtaget af publikum og forekom meget vellykkede ved første lyt.
Ida Gard
Sangene, Ida Gards stemme og karriere tåler sammenligning med Anne Linnet, og det er jo nærmest blevet en trend at skifte mellem at skrive engelsk- og dansksprogede sange. Dicte, Tina Dickow, Dorthe Gerlach m.fl. gør det, og måske er det ikke mere et enten/eller, men et både/og. Hun kalder sin musik Storyteller Punk, og der er i hvert fald gode fortællinger i hendes nye sange, som formentlig snart udkommer.
Det snævre himmelrum over Balders Plads blev flere gange overfløjet af helikoptere, og det var ikke Vesterhavets sorte sol, men en enkelt lokale solsort som vovede sig tilbage i træerne og begyndte at synge med, da de akustiske instrumenter lød fra scenen. Lydniveauet var blevet sænket, men så sandelig ikke ekvilibrismen, da britiske Will Pound og Tim Edey startede.
Edey stillede op i stedet for Eddy Jay, og de fortalte, at denne koncert var deres anden sammen overhovedet, men de lød, som om de havde spillet sammen hele livet. På henholdsvis mundharpe/harmonika og akustisk guitar gav de en opvisning i hånd- og fingerspillet instrumental folkemusik. De traditionelle melodier blev spillet med udvidede, næsten jazzede harmonier i et vanvittigt tempo. De to var som låst i musikalsk samhørighed, men netop det smidige duoformat var årsag til, at de samtidig nemt kunne følge pludselige indskydelser og tilføje fremmede melodistumper og elementer, lave overraskende temposkift, jonglere og lege sig igennem et medrivende melodi- og rytmecirkus.
Her var det københavnske publikum lidt i vildrede og måbede: Hvordan kan to mennesker siddende på stole pjatte og grine og samtidig spille noget så svært og kompliceret, og hvad snakker de om: Hornpipes, reels og jigs?
Til gengæld var hipsteren William Crighton nærmest på hjemmebane og havde et hengivent publikum her på ydre Nørrebro. Crighton er blevet et førende navn på Australiana-scenen med flere anmelderroste album på cv’et. Han udnyttede miljøskiftet fra de store arenakoncerter med Midnight Oil, som han for tiden deler plakat med, til lille Balders Plads og skabte en mere intim atmosfære.
Han fik os til at rykke nærmere scenen, synge, klappe og fløjte med, men hvis du tror, at han er en hyggelig folkesanger eller legeonkel, så tager du fejl. Han musik er mest rock. Både af den hårdtslående og af den blødere slags. Han elsker åbenbart at råbe, idet flere tekstlinjer blev råbt ud på pladsen forbi mikrofonen, men som alligevel tydeligt kunne høres.
Will Pound og Tim Edey
Og lytter man til ordene, så åbner der sig et dystert, mareridtsagtigt, men også et politisk engageret univers. Hans sange om 2000 clicks og om magic mushrooms er ikke for børn. Keyboard/basspilleren og trommeslageren var skjult bag masker, så de forbliver anonyme, men Crigthon er trådt frem i spotlyset og blevet et stort og populært navn. Han er blevet sammenlignet med landsmanden Nick Cave, men er en betydelig bedre sanger og sangskriver, synes jeg.
Han afsluttede med den stille, indtrængende antikrigs-sang And The Band Played Waltzing Mathilda af Eric Bogle, og for os ’gamle’ var det som at blive henført til både den københavnske folkemusikhøjborg Vognhjulet, som for øvrigt lå tæt på Balders Plads, eller Tønder festival i 1970-80’erne. Vi skriver imidlertid
heldigvis 2022, og på denne dag fik vi en velsmagende aperitif på den kommende Tønder Festival senere på sommeren.
TF-overtagelsen var startet mandag med det danske band Baby Did A Bad Thing, og det forlyder, at de blev fint modtaget. Det samme gjaldt den amerikanske sanger Dylan LeBlanc, som ret stilfærdigt sang sig ind i publikum med en stemme, der kunne minde om Chris Isaacs og ledsaget af både egen akustisk og elektrisk guitar. Med på scenen havde han en ven og musiker, der både spillede violin og fed slide. Irsk-canadiske Irish Mythen, som har været med på pladsen før, og i øvrigt også på Tønder Festival, sluttede af og vakte stor jubel med sit frimodige væsen, charme og en stemme med stor rækkevidde. Både LeBlanc og Mythen spiller på TF til august.
