D. 26. maj ville Levon Helm være blevet 80, og i den forbindelse afholdtes flere store online-koncerter. Siden han fik diagnosen halskræft i 1998, hvor han mistede sangstemmen, formåede han at genoptræne denne og fik en fornyet karriere frem til 2012, hvor han tabte kampen mod cancer.
Netop denne sjælfulde vokal samt hans kreative trommespil var med til at gøre ham verdenskendt i The Band på sange som The Weight, Up on Cripple Creek og The Night They Drove Old Dixie Down. Sammen med resten af The Band gik de imod strømmen i slutningen af 1960’erne. Mens de fleste rockmusikere kappedes om at være højere, længere og hårdere, så insisterede The Band på gode melodier, harmonier, tekster og brug af akustiske instrumenter. De genopfandt de gamle musiktraditioner og blev derved ét af de første orkestre, som man nu vil betegne som americana.
Deres tætte relation til Bob Dylan hjalp dem naturligvis godt på vej til succes, men de havde alle lært musikerfaget på den hårde måde. Levon Helm havde allerede før The Band en lang musikerkarriere, som strakte sig helt tilbage til før rock’n’rollmusikken.
Efter The Band kom han lidt tilfældigt ind i en skuespillerkarriere og begyndte samtidig en solokarriere, hvor musikken efterhånden blev mere akustisk americana. Foruden trommerne spillede han nu mere mandolin og akustisk guitar. Han fik indrettet et musiksted The Barn i Woodstock, hvor han kunne jamme og indspille sin musik.
Foruden at tjene penge til sin sygdomsbehandling blev The Barn et hotspot for en lang række af Helms fremtrædende musikvenner samt husbandet Levon Helm Band. Der afholdes årlige hyldestkoncerter, og flere af musikerne har skrevet hyldestsange om ham. Bedst er nok Marc Cohns Listen to Levon. De vellykkede soloalbums Dirt Farmer og Electric Dirt fra 2007 og 2009 udløste da også flere Grammyer. Disse plader rummer ældre traditionelle sange kombineret med nyskrevne.
I én af de bedste musikerselvbiografier jeg har læst, This Wheel’s On Fire, fortæller Helm om sin karriere fra sydstatsbonderøv til hårdtarbejdende musiker, over succes med The Band, hånet af publikum som backingmusiker til Dylan, da han insisterede på at spille elektrisk, ofte snydt af andre i branchen, og frem til i de senere år i karrieren at finde vej til et velfortjent comeback og en lang solokarriere.
Jeg nåede i 2010 at opleve Helm live og mærke den spilleglæde, som mange andre veteraner mister. Han gav alt, og da stemmen begyndte at strejke, viste han med fingrene, at den næsten var slut. Og så sprang han frem på scenen og dansede og spillede videre. En ægte showmand.
