Tangs Sø Folk Festival er klar med programmet til den femte festival, og som vanligt er det den irsk/skotske genre, der er den røde tråd gennem de 12 timer lange festival.
Årets hovednavn er den 34-årige engelske singer-songwriter Seth Lakeman, der har bevæget sig gennem genre som traditionel engelsk folkemusik, folkrock, pop, rock og elektronisk folk.
Han er også lidt af en multi-musiker, da han selv spiller violin, guitar, viola, banjo og synger. Han har spillet på alle betydelige britiske festivals og på Tønder Festivalen, og har udgivet seks albums.
Det unge skotske band The Simple Touch fik deres Danmarksdebut ved sidste års festival og det gjorde de så godt, så de atter er på programmet i år, hvor de slutter aftenen af på den store scene. De har også en kompetent manager i Allan Munro, der er bror til den tidligere Runrig-forsanger Donnie Munro.
Ellers byder festivalen på Tumult, De gyldne løver, Mugshots, Hawkeye and Hoe, Modvind og The band who knew too much. Sidstnævnte australske band bliver også et spændende bekendtskab. De har tidligere spillet i blandt andet Tønder og Skanderborg.
Musikansvarlig Bjørn Ringgaard håber nu blot at vejret arter sig i år, så man fortsat kan følge konceptet med et styrket program, der kan nå ud til et bredere publikum, så man kan få en oplevelse både musikalsk og socialt.
Festivalen modtager godt 100.000 kroner i sponsorstøtte foruden diverse praktiske hjælpemidler, der skal være med til at få festivalen den 13. august til at løbe rundt.