Du kan sagtens have hørt Cronin uden at vide det. Han er busker og optræder lige så gerne på gader og torve som på større spillesteder og festivaler. Når han præsenterer sin musik for verden, så er det helt bogstaveligt. Selv om han er fra det sydlige Australien, så er hans hjem hele verden, som han udtrykte det. ”Jeg har lige været et par uger i Rusland, men holder mest af Europa. Her har jeg igennem årene opbygget det bedste netværk”.

Kaurna Cronin er vokset op med omrejsende forældre, som var involveret i folkemusik, så han har også udviklet sin musik på denne baggrund, og han har lært at acceptere de nogle gange besværlige forhold. ”Det er et spørgsmål om at tilpasse sig og tro på sig selv” sagde han. Og han tror på sin musik. I stedet for at synge ’crowd pleasers’, så udfordrede han fredagsbar-publikummet med nogle personlige og eftertænksomme sange. Det tætteste på en syng-med-sang var Paul Simons Slip Sliding Away.

Foruden de mere eller mindre annoncerede optrædener, så har han fået indspillet en række albums. Fra debuten Glass Fool og frem til den nyeste Feathers, hvor han får hjælp af nogle af de bedste musikere fra Adelaide. Her er masser gode sange at hente, og her er de finere nuancer tydeligere end live. Der bliver plads til andre instrumenter end hans akustiske guitar, og den – for buskere næsten obligatoriske – mundharpe i stativ, som han varierede sit spil med.

http://www.kaurnacronin.com/