Bortset fra en enkelt traditionel sang er det god og typisk tresser-folkstil fuld af livstræthed og længsel efter frihed – ikke ulig den melankoli og smerte som f.eks. Nick Drake udtrykte. Med udgangspunkt i sine egne problemer og en verden truet af raceadskillelsen og den kolde krig reflekterer Frank på et flot, poetisk sprog nogle sange, der er vedkommende, ja næsten påtrængende. Som f.eks. sangen Marlene, hvor han beretter om, hvorledes flammerne tog hans unge barndomskæreste. Man kan sagtens fornemme det store sangtalent og hans varierede udtryk fra højtråbende til næsten hviskende og evne til at beherske de dramatiske oktavspring, som blev ét af Tim Buckleys varemærker.
Indspilningerne udkom på et par singleplader og et album på det velrenommerede selskab Columbia samme år, men i modsætning til både Donovans og Bert Janschs debutalbum samme år blev ”Jackson C. Frank” ikke en salgsmæssig succes, men starten på en lang nedtur for ham. Selvtilliden og pengene forsvandt, og efterhånden blev oplysningerne om ham mere sporadiske. Han forsvandt i længere perioder, og både i USA og Storbritannien meldte gamle venner om en ny personlighed, når han dukkede op.
Sandy Denny
I 1968 var han vært på My Kind of Folk – et BBC radioprogram, hvor han stadig var i god form, men efterhånden blev han fysisk og mentalt mere og mere nedbrudt. Han skrev ikke nye sange og havde nok at gøre med bare at klare dagligdagen. Alligevel blev han herefter gift med en engelsk fotomodel, og endnu engang ramte tragedien. De fik et barn, som døde af cystisk fibrose. Sorg og depression ramte Frank, han blev indlagt og fik forskellige fejlbehandlinger på flere institutioner i USA igennem 1970’erne.
Jimmy Abbott var en gammel fan, som siden fandt Frank og samlede nogle af historierne i bogen ‘The Clear Hard Light of Genius’. Frank prøver forgæves at opsøge Paul Simon, Frank er blevet en hjemløs, overvægtig tigger, Frank er en 50-årig gademusikant uden en tone i livet – en elefantmand. Bedst som man tror, at det ikke kan blive værre, så bliver han skudt, overlever, men mister det ene øje. I marts 1999 slutter tragedien om Jackson Carey Frank, da han dør ensom.
Dramaet om Frank føjer sig til mange lignende historier om musikeres op- og nedture. Af en eller anden grund så drages vi mod tragedier og fortællingen om det torturerede geni. Der er mange eksempler på, hvorledes kulten og myterne om kunstnere vokser og overstiger deres reelle talent. Man kan naturligvis vælge at lytte uden nogen baggrundsviden, men næsten alle Franks sange er selvbiografiske og derfor en åbning til forståelse af hans musik.
Paul Simon
Både Bert Jansch, Sandy Denny og Al Stewart havde i mange år flere af Jackson C. Franks sange på deres live-repertoire, og Simon & Garfunkel indspillede ”Blues Run The Game”. Hans musik nåede ikke ud i en større offentlighed dengang, men er ikke glemt. Der dukker stadig ikke-udgivne optagelser op, og talrige genudgivelser af albummet har været med til, at nye generationer har genopdaget ham. Hans sang ”My Name Is Carnival” blev benyttet i spillefilmen Joker, og flere andre sange er brugt i andre film. Også på de sociale medier dukker nye vidnesbyrd op om Jackson C. Frank.
PS: Eftersom de fleste af Franks venner gæstede Danmark i 1960’erne (Sandy Denny, Dave Cousins, Bert Jansch, Paul Simon m.fl.) kunne det være interessant, hvis nogen kan huske, om han har været på besøg eller optrådt herhjemme. https://www.youtube.com/watch?v=EMNQjvoxdOc
