Interview med Kjartan Arngrim:

”Nærvær slår perfektion. Der er ikke meget disruption (udvikling) i at være fejlfri”. citat KA

Folkeklubben udgav i oktober 18 deres fjerde album ”Sort Tulipan”. Hvordan er formen hos et af landets mest populære bands, og er der stadig håb og kærlighed i rillerne? Jeg (ABK) har taget en snak med Kjartan Arngrim om bandets udvikling, om at være nærværende fremfor perfekt og om at leve det SMUKKE liv – eller lade være.

ABK: ”I har virkelig rykket jer siden den sidste (akustiske) turne i foråret 2018”.

Kjartan/KA: ”Ja, der er smæk på. Folk, der kender os, bruger noget tid af første sæt på at orientere sig og erkende, at alt er nyt. Men det er både rigtigt og forkert. Grundkernen er det samme, men man er nødt til at bevæge sig som menneske og orkester. Nogle foretrækker, at man bliver det samme sted, men hvis ikke man selv foretrækker det, så smuldrer det for os selv! Og vi tager jo først og fremmest udgangspunkt i os selv, når vi laver sange og tager ud og spiller. Så må de forventninger jo flugte eller ikke flugte med publikums forventninger. I det øjeblik, man tager udgangspunkt i publikum, har man forregnet sig. Deres smag den kan du ikke fiksere, det kan du være heldig med én sæson, men i længden vil de kunne lugte det”.

ABK: ”På bandets første pressebillede er trommeslager Jusjong iført en islandsk sweater. Det er der ikke meget Rock og Rul over?

KA: ”Nej, men det blev også benhårdt vedtaget, da vi så pressebilledet, at vi aldrig nogensinde ville stå i islandsk sweater igen! For vi ville gerne udfordre dét billede af bandet. Når man hedder Folkeklubben, så er der ligesom nogle konnotationer om, at det er noget roligt akustisk musik. Det har vi været bevidste om og modarbejder lidt de forventninger, som navnet indebærer. Så hvis man nu i denne sæson tror, at man skal ind og høre noget hyggeligt akustisk musik, så får man sig altså en slem forskrækkelse. Men vi glæder os hver aften til at give folk en slem forskrækkelse”!

ABK: Bob Dylan har været en stor inspirationskilde for Kjartan, og han rejste rundt og så Dylan rundt omkring i verden, inden Folkeklubben startede. Her så forsangeren ved selvsyn, at det er muligt nærmest aldrig at spille samme sæt to aftener i træk, ligesom samme sang kan lyde meget forskelligt fra sted til sted. Fortolkningen af en sang og måden at spille den på skifter.

KA: ”Jeg tror, vi har fået hamret fast, hvem Folkeklubben er. Og når man har gjort det, så kan man begynde at udfordre det ved eksempelvis at tage Ida Duelund med på bas (på turnéen). Så er vi lige pludselig fire på scenen, og Rasmus Jusjong står lige pludselig ikke længere med sin mors rejsekuffert, men sidder ved et Ringo Star-trommesæt. Vi har et lydbillede, som ikke er forventeligt, at vi spiller på Orange Scene, men nu larmer vi så rigeligt, og det er dejligt. Vi er blevet et mere fuldbyrdet rockorkester, det er ligesom år 0 for os. Det med at være rock’n’roll er ikke at have den rigtige læderjakke eller at spille elguitar, det er en måde at trække vejret på. Det har vi opfyldt til fulde alle årene, men vi har bare bygget det op på en lidt gammeldags måde ved at spille usandsynligt meget, og på den måde har vi skabt os et navn”.

ABK: ”Er det en måde, man som musiker kan holde sig skarp på og udfordre spillemanden”?

KA: ”Altså kunsten er jo at udvikle sig og ikke bare tage rundt og fejre sig selv. Så er man hurtigt færdig. Man må flyve mod solen, og så må man brænde vingerne. Alle dem, jeg ser op til, filmskabere, kunstner og musikere, er nogen, som på et tidspunkt har brændt deres vinger. Det er en del af legen. At kaste sig ud, hvor man ikke kan bunde, sådan var det fra starten, og så have uforholdsmæssigt høje forventninger til sig selv – det har vi altid haft. Vi har altid tænkt, at det er kæmpestort, og så er der nogen, der siger ”Ja, I er sådan nogle jordnære spillemænd”. Det synes jeg aldrig, vi har været! Vi har været selvovervurderende, og det stopper simpelthen ikke, ha ha”!

ABK: Nye vinde blæser over Folkeklubben. Nye elementer og instrumenter er tilføjet deres live set up, så trioen nu stiller i klassisk rockopsætning med bas, elguitar og rocktrommer. Og så er der kommet ny producer på Sort Tulipan, i form af Frederik Thaae.

ABK: ”Hvad har det betydet for jer”?

KA: ”Før har sangene været arrangeret af guitar og bakket og af en synthbas, og så har der været elementer og sundt modspil fra folk og klub, som også ligger i navnet ”Folkeklubben”.  Det fører os frem til vores fjerde plade, Sort Tulipan, som egentlig er den mest håndspillede plade, vi har lavet, selv om man ikke skulle tro det. Men det er også den mest rockede plade og den mørkeste plade. Det er sjovt, at det er her, vi har haft det største gennembrud, for det har vi med dette album. Dels er det pladens og sangenes kvaliteter, og så tror jeg også, at det er summen af koncerter og absurde ting, vi har foretaget os i syv år, der har ført os frem til det her”.

Med et hav af udsolgte koncerter (tre i Store VEGA) har Folkeklubben på denne turne virkelig vind i sejlene. Da bandet i 2017 fik Folkemusikprisen på Skagen Festival, var det beviset på, at bandet havde spillet sig op i bevidstheden i dansk musik. Og de mange koncerter havde gjort dem godt. I starten måtte de selv sætte koncerter op og håbe, at folk dukkede op, og efterhånden kom der flere og flere.

ABK: ”Hvad gør succes ved Folkeklubben, og hvilke nye udfordringer har I”?

KA: ”Jeg er kommet så sent i gang, at jeg hele tiden må øve mig. Det behøver de andre ikke på samme måde. Vi har en temmelig dygtig musiker i vores trommeslager, Rasmus Jusjong, som kan spille på stort set alle instrumenter. Jeg vidste, at han ikke kunne spille på flygelhorn, så det var interessant at bringe HAM på glatis ved på den sidste turné at afkræve ham en solo på netop dette instrument. At se ham med sved på panden og ramme nogle forkerte toner, det satte de der koncerter fuldstændigt i sving! Det er et godt bevis på, at det kan betale sig at være bevidst om sine styrker og svagheder – og nogle gange omfavne sine begrænsninger. Fra politisk hold har man nu foreslået at gå væk fra 12-trinsskalaen, som hylder den fejlfrie indsats. Et 12-tal får man altså for den fejlfrie indsats, ikke for den ekstraordinære indsats. Men det ekstraordinære, det opstår tit i det, man IKKE havde forudset eller planlagt, eller i at glemme en takt eller noget tekst, for så finder du på noget helt tredje, der bringer dig et helt nyt sted hen. Og dér kan du ikke komme hen, hvis målet er det fejlfrie”.

ABK: ”Men når man spiller så mange koncerter, så bliver det vel sværere at finde fejlene”.

KA: ”Der er ligesom et niveau over det at spille fejlfrit. Det er at være nærværende, der er det vigtigste. Det er ligesom at gå på date, hvor dit fokus er at være fejlfri – men det får man sgu da aldrig gang i nogen samtale på. Det er det dumme eller irrationelle, man husker 20 år efter. Det fandt vi ud af på et tidspunkt, hvor vi var ramt af sygdom, fordi vi havde spillet for meget, og vi kunne nærmest ikke slæbe os op på scenen. Det var ikke lysten, der manglede, men det var mere helbredet, der haltede. Men det gjorde, at vi spillede nogle enormt nærværende koncerter. Og dér fandt vi ud af, at niveauet over at være geniale, det er at være nærværende, og det gælder i alt i livet! Der er ikke meget disruption i at være fejlfri, det er så tæskedumt, men det skal man også finde ud af som orkester”.

Er Folkeklubben originale? Deres billedsprog er imponerede, og de er i hvert fald personlige. Når de udtaler, at pengene til en tatovering er bedre givet ud på et avisabonnement, så virker det ikke lommefilosofisk. Folkeklubben er ikke nogen dårlig kopi. De er sig selv, og de har meget på hjerte. Bandet sang om ”det perfekte slag” på pladen Slå Flint!, men nu er fokus tydeligvis skiftet. Det ikke-perfekte slag kan være endnu bedre. Spørgsmålet: ”Er du i det for pengene, eller er du en af drengene”? Det svar, der har givet bandet succes, er at holde det ægte.

De fyldte sale virker trods alt som en god drivkraft til at holde Folkeklubben udfordret.