Årets første folkfestival er lige om hjørnet. Torsdag 6. februar giver Ida Wenøe den første koncert i Strib kirke, og derefter går det løs i yderligere tre dage med musik i to haller meget af tiden.

Strib Vinterfestivals officielle åbning foregår på Cafescenen fredag kl. 18.30, hvor Allan Taylor står for den musikalske åbning sammen med Strib skoles kor og orkester, og selve åbningstalen står Kirstine Uhrbrand fra Tønder Festival for. Men samtidigt kan man med koncerterne i hallerne både før, under og efter lytte til koncerter kvit og frit fra Cafescenen.

Walther

Walther

Fredag bydes bl.a. på musik fra Twins of June – tvillingebrødrene Jesper og Jonas Asmussen, den irske duo Mitch McAteer & Chris McGeown og kvartetten West Folk. Aftenen afsluttes med Southern Sound, der er en kvintet fra Tønder. Lørdag står der ikke mindre end 14 forskellige navne på programmet. Ikke alle er lige kendte, men det er netop en af ideerne bag denne scenes program. Nogle af navnene er kendte, og andre er det måske ikke endnu.

Den sønderjyske familietrio Downtown Dynt er garant for en underholdende tur til det irske med mange kendte sange på programmet, og Walther fra Falster præsenterer sine ofte eftertænksomme sange med et glimt i øjet. Hvis man møder tidligt op, kan man møde Songs from Julie, en midtfynsk trio, der snor sig rundt mellem country, indie, folk og americana. Og børnene glemmes ikke. Kl. 10.45 er der koncert med Jensen og Bugge, og selv om det hedder børnekoncert, så er det en musikalsk tur gennem dansk folkemusik for hele familien. Og der er mange spændende bands og solister på programmet.

Cafescenens fuldstændige program kan ses herunder.

http://www.strib-vinterfestival.dk/PDF/ProgramCafe2020.pdf