Det velkendte først til mølle-princip gælder, når Sparekassen Bredebro fra i dag fredag d. 18. august til lokale uddeler gratis billetter til festivalpladsen søndag d. 27. august, der ligesom de andre dage byder på mange koncerter, faktisk omkring 20. Man kan hente billetter i filialerne i Bredebro, Tinglev, Skærbæk, Løgumkloster, Toftlund og i Tønder mellem kl. 10 og 16, også på alle hverdage i næste uge til og med 25. august. Der kan max. udleveres fire billetter pr. person.
Sparekassen er festivalens hovedsamarbejdspartner og har været det længe. Som Sparekassens direktør Keld R. Nielsen udtrykker det, så skal tiltaget ses som udtryk for et intensiveret samarbejde og som en håndsrækning til festivalen. Den har ligesom mange andre haft det hårdt i forbindelse med coronatiden og også de stigende udgifter i de seneste par år. Også publikum har mærket prisstigninger og inflation og har været lidt mere tøvende i år ift. billetkøb.
”Vi vil gerne styrke samarbejdet endnu mere i de næste tre år og videre frem. Og festivalen deler jo ud af deres overskud, når den har mulighed for det. Kulturen er limen, der binder os i lokalsamfundet sammen, og vi håber, at alle bakker op om vores festival”, siger direktøren.
Blandt navnene søndag d. 27. august er det irske band The Mary Wallopers, Aoife O’Donovan som synger hele Bruce Springsteens plade ”Nebraska”, Sarah Jarosz, Niels Hausgaard, den unge sangskriver William Torp med folkroots og indierock, trioen McGoldrick, McCusker & Doyle, skotske Gnoss, Women’s Circle og ikke mindst en gæsteoptræden af Lukas Graham sammen med amerikanske Caleb Clauder & Reeb Willms Country Band – og altså flere endnu. Det bliver i øvrigt Tønder Festivals sidste søndagskoncerter, for fra 2024 skal festivalen afholdes fra onsdag til og med lørdag. Og næste år skal der sandelig fejres 50 års-jubilæum!
Øverste billede: Gnoss Foto: Elly Lucas