Godtfolk 2024

Godtfolk-festivalen på Fanø anno 2024 afholdtes i forgangne weekend, den 14.-16. juni. Festivalen har, med de nødvendige Corona-afbrydelser, været årligt tilbagevendende siden 2003, men har med en fornyet ledelse fra og med sidste år skiftet rammer og dermed også til dels karakter.

Hvor koncerter og baller tidligere udspillede sig i både Nordby og Sønderho, er festivalen nu samlet i og ved Rindby Forsamlingshus nogle få kilometer syd for Nordby. Forsamlingshusets sal og et opstillet større telt få skridt derfra udgjorde de udmærkede og velfungerende rammer om det ganske fine og varierede musikalske program.

Dels vil det føre for vidt her at forsøge omtale af samtlige optrædende, og dels havde skribenten ikke stunder til få det hele med, men nogle nedslag kan forhåbentlig give en rimelig fornemmelse af Godtfolk-atmosfæren. Hele programmet kan ses på www.godtfolk.dk, hvor tillige omtaler og lydeksempler kan findes.

Sangeren og sangskriveren M. C. Hansen i sit relativt nye samarbejde med violinisten og mandolinbetvingeren Hal Parfitt-Murray indledte fredagens musikalske udladninger. Der skal noget særligt til, for at en sanger fanger sit publikum, men det havde M. C. Hansen så absolut. Med finurlige introduktioner og tekster, der ledte tankerne mod Allan Olsen – og det er nævnt som en ros – fik han skabt nærvær og formåede at få tilhørerne til at lytte opmærksomt. En fin sangskaber med personlighed.

Vi førtes videre til den Fanøbaserede trio ULC, som kunne fejre 25-års jubilæet for debutalbummet ”Sik & Sejs” med traditionel Fanømusik. Musikalsk modenhed og solid kunnen fornægter sig ikke. Programmets varierede sammensætning anskueliggjordes ved med det samme at smutte ind i salen og nyde den unge harmonikaspiller og sanger Justine Hald Boesen med sit modige og personlige solokoncept. Intenst og hudløst nærvær.

Ligeledes nærvær og desuden fin energi kendetegnede dansk/svenske Henriette Flach Kvartet, som giver løfter fremover med kapelmesterens egne kompositioner. Energi må dansk/kurdiske AySay så sandelig også roses for. (øverste foto) Med den kurdiske sanger og sazspiller Luna Ersahin som det dynamiske og appellerende midtpunkt fik vi show og smæk for skillingen. Hendes optræden kompenserede for den droneklingende fusionsmusik, som umiddelbart vurderet ikke i sig selv på sigt formår at fastholde interessen og opmærksomheden.

Hvem, der fandt sammen til aftenens afsluttende jambal, lå udenfor den udsendtes tidsramme.

Lørdag nåedes ikke Fanø Fiddlers, der dokumenterer Tove de Fries´ forbilledlige arbejde med sine ganske unge elever, men derimod vokalgruppen HØST. Med et manglende bekendtskabs beherskede forventninger måtte skribenten mere end hæve øjenbrynene. Fire kvindestemmer kan anvendes til andet og mere end bare at synge flerstemmigt. Kvartetten udfoldede sig dynamisk og varieret, ind imellem endog som solist med musikalsk akkompagnement. En overraskende og interessant oplevelse.

Det samme gjaldt Morten Alfred Høyrups trio Vingården. Kapelmesteren akkompagnerede med sin guitar Charlotte Anderssons saxofoner og Kristian Bugges violin på sine egne instrumentale kompositioner, dog med et par enkelte vokale indslag. Fin musik i en interessant instrumentering.

Tiden var desværre ikke til hverken Vesselil, belgisk/svensk/danske Marvara, Habadekuk eller lørdagens afsluttende jambal. Både Marvara og Habadekuk præsenterer sig erfaringsmæssigt heftigt dynamisk og har givetvis givet publikum en værdig lørdag aften. Specielt Marvara med belgiske Marieke Van Ransbeeck i front på sine sækkepiber har for denne skribent været en bemærkelsesværdig og yderst interessant oplevelse.

Efterretninger fortæller, at aftenen afrundedes med jam såvel til ballet som efterfølgende, hvor muligheden bød sig. Sent blev det vist også.

Den unge harpespiller og sanger Sylfide indledte søndagen med sit intense og elektronisk indpakkede musikalske koncept. Trods åbenbare kvaliteter kneb det lidt at fastholde dagens publikum, måske grundet den ikke specielt varierede optræden. Fiolministeriet havde derimod ingen tilsvarende problemer. De tre strygende kvinder forkælede vitalt og med solide kvalifikationer tilhørerne med en dynamisk og engageret afslutning på Godtfolk 2024.

Festivalleder Trine Buhl kunne godt have ønsket sig et mere fyldigt publikum og frygter i sine mørkeste stunder for festivalens fremtid. Nu må vi se, som hun sagde. Spørger man blandt festivalgæsterne, hvilket den udsendte gjorde, lyder kun ubetinget tilfredshed med programmet, men hos nogle en også forsigtig skepsis overfor placeringen i Rindby. Fanøs centre er Nordby og Sønderho.

Manglen af et oplagt solidt trækplaster som lokkemad i programmet blev også nævnt. Flere savnede den tidligere afsluttende stemningsfulde kirkekoncert i Nordby. Mange begræd at så fin en festival i yderste fald ikke kan bære.

Med de nævnte kommentarer gengivet skal skribenten afholde sig fra yderligere vurderende bemærkninger. Men det kunne lyde, som om festivalledelsen måske skulle sætte sig godt til rette med en gentænkning af den øjeblikkelige form.