Alle rootszone.dks læsere og venner ønskes et rigtig godt og givende 2013 med masser af folk & roots & det hele. Tak til alle, som har skrevet anmeldelser og artikler til os. Også tak til dem, der har sendt kommentarer og forslag, der altid er velkomne. Fortæl gerne andre om rootszone.dk, hvor vi  skriver om kommende koncerter og festivaler og anmelder dem, vi har mulighed for. Send os meget gerne albums til anmeldelse og i det hele taget informationer og nyheder om folk-området, vidt og bredt.

Vi kan ikke være alle steder, men gør vores bedste for at nå ud i mange forskellige hjørner af genrer og i landet – med god hjælp fra en lille håndfuld skribenter. Vi har en kalender, der fortæller om koncerter i de næste uger og måneder, og som opdateres jævnligt. Jo flere informationer, vi får fra jer, jo flere koncerter kan vi annoncere under ”kalender”. Så hold jer ikke tilbage. Send gerne til både dyrholm@tdcspace.dk og lissenhere@post.tele.dk 

 

Folkemusikområdet har i næsten to år været varetaget og administreret af World Music Denmark. WMD har her pr. 1. januar 2013 givet stafetten videre til ROSA, Dansk Rock Samråd, som i de næste fire år står for administrationen af området og de penge, som Statens Kunstråds musikudvalg har afsat. I 2011 fordelte WMD godt 1.250.000 kroner og i 2012 godt 1.500.000 kr., og lignende beløb eller mere kan forventes i de kommende år.

 

”Vi har forberedt en smidig overgang til ROSA. Vi har også på vores website og nyhedsbrev gjort opmærksom på næste ansøgningsfrist den 4. februar 2013. Rammeaftalen for de næste fire år ligger fast. Det kan der ikke laves om på, selv om en ny folkemusikorganisation er under etablering. Det er en afsked med blandede følelser. Vi har haft en rigtig god medarbejder i Rasmus Fribo, der blev vores (anden) folkemusikkonsulent og er en dygtig og omsorgsfuld administrator. Det har været lærerigt at lære folkemusikområdet så meget bedre at kende, selv om samarbejdet med folkemusikudvalget ikke har været uden gnidninger,” mener Flemming Harrev.

”Vi har som organisation forsøgt at hjælpe folkemusikken. Grundvilkårene for de professionelle musikere er jo identiske uanset genrer, så der burde være langt flere muligheder for at hjælpe og styrke hinanden. I perioden har vi etableret nogle tilskudsordninger, der styrker området, som ikke har været der før – det handler blandt andet om vækstlagspulje, publikumspulje, markedsføring med mere. Midlerne er blevet fordelt langt ud i miljøet. Der har været tale om muligheden for at slå folk og world music sammen, men det ønsker vi slet ikke. Vi i WMD er allerede en række små genrer og miljøer, der af gode grunde står sammen, Jeg tror, at hvis folkemusikken var med inde, så ville det tippe og tage opmærksomheden fra vores genrer. Så det er fint, at ROSA overtager.”

 

En ny folkemusikorganisation, FOLK DANMARK, blev stiftet den 30. oktober 2012 med musiker m.m. Eskil Romme som bestyrelsesformand. Der kommer mere nyt herfra i løbet af foråret. 

 

Med mange gode hilsner fra Per Dyrholm og Lissen Jacobsen.