Langsomt, men sikkert er Roy Harpers bagkatalog blevet genudgivet efter mange år i glemsel og kun tilgængeligt som obskure samlerobjekter. De tidlige album herunder Folkjokeopus og Flat Baroque And Berserk fra henholdsvis 1969 og 1970 kan nemlig nu fås som download, cd og LP, og især denne periode giver det bedste indblik i Harpers unikke musikunivers.
Den nu 79-årige Harper fra UK blev ikke prototypen på de mange singer-songwriters, som dukkede op i 1960’erne store folkemusik-boom, for han valgte allerede i starten af sin karriere ikke at være som de andre. Formatet – folkesanger med en guitar – var det samme. Men i stedet for at læne sig op ad traditionerne i folkemusikken eller synge protestsange lavede han originale, komplekse kompositioner og skrev velformulerede tekster. Og i stedet for at synge på gaden eller i folk-klubberne hang han ud med den britiske rockmusiks elite og spillede på de store scener.
Det gav ham ikke stor succes, men det gav ham en kunstnerisk integritet, som mange andre kolleger, der fik hitsange og større indtægter, kunne savne. Det er jo en dårlig idé at lave 20 minutter lange sange, hvis du vil have succes, og det måske heller ikke den bedste at være ’opvarmning’ til Led Zeppelin-, Pink Floyd- eller Jethro Tull-koncerter kun med en akustisk guitar og svært tilgængelige sange, hvis du vil være populær. Men Harper bekymrede sig ikke om utilfredse pladeselskaber og utålmodige koncertgængere. Hans sange er desuden så personlige, at andre musikere har holdt sig fra at bruge dem, så heller ikke på den måde kunne han tjene penge.
De ovennævnte album solgte heller ikke i stor stil, men viser Harper, når han er bedst. Den lange sang McGoohan’s Blues regnes for et af hans hovedværker, men også ’lettere’ sange som Don’t You Grieve, I Hate The White Man og How Does It Feel medvirkede til, at Roy Harper blev respekteret og hædret af de daværende prominente musikere og i nyere tid af navne som Kate Bush, Fleet Foxes og Joanne Newsom. Men Harper fik aldrig et bredt gennembrud.
Et ophold i Norge i starten af 1970’erne gav en lokal fanskare og blev til et samarbejde med de to populære folkemusikere, Finn Kalvik og Lillebjørn Nilsen, der forsøgte sig med nogle af hans sange på norsk. Harper har inspireret mange og kunne leve som professionel musiker og samtidig tillade sig kun at lave musik, når han var inspireret – og kun udgive det, som han selv kunne stå inde for uden at tænke på, om det ville sælge.
Han har stadig nu og da i sin over 50 år lange karriere formået at samle enderne og skabe spændende oplevelser for den tålmodige lytter, og frem til nutiden er det blevet til et anseligt antal udgivelser (32 album) og sporadiske solo- og gæsteoptrædener. I 2005 modtog han MOJO Hero Award og i 2013 en Lifetime Achievement Award ved BBC Radio 2 Folk Awards. Samme år udsendte han sit foreløbig sidste album Man and Myth!
Man kan stadig opleve og nyde den excentriske Harper, hans endnu kraftfulde guitarspil og hans sangstil, som dog ikke er helt så akrobatisk som på de gamle optagelser. Roy Harper, der runder 80 til juni, er imidlertid stadig yderst udtryksfuld og et genhør værd. Så sent som i marts 19 spillede han otte koncerter i Birmingham, Bexhill-on-Sea, The London Palladium, Liverpool, Gateshead, Leeds, Edinburgh – han startede i den kendte De Barra’s Pub i Clonakilty i County Cork, Irland. Den ældre herre ville sandsynligvis have gæstet flere folk-festivaler sidste år (og i år), hvis ikke det lige var for pandemien. www.royharper.com
