Et af Nordens mest fremtrædende og turnerende folk-bands, Frigg, er nu aktuel med sit 12. album, som samtidig markerer dets 25-års jubilæum.
Bandet var oprindeligt norsk/finsk, men er nu rent finsk. Musikere som Gjermund Larsen og Antti Järvelä er ikke længere med, men Esko Järvelä har stadig en fremtrædende plads med flere instrumenter. Instrumentariet favner bredt: Violin (og vistnok viola), nyckelharpa, mandolin, tenorguitar, guitar, cittern, harmonium, keyboard, jødeharpe og acoustic bass.
I anmeldelser af tidligere albums beskrives bandets musik ofte som kontemporær folk, sine steder som en kombination af nordisk og americana/bluegrass. En mere præcis karakteristik – i alt fald for dette album og denne anmelder – er måske Ny Nordisk Folk med elementer af balkanrytmer og meget, meget andet.
Arrangementerne, eller måske rettere: kompositionerne, er i praksis symfonisk vævede lydtæpper, og takten i nogle af numrene ikke nem at afkode. Melodimaterialet er fabulerende og … med få undtagelser ikke noget, man kan huske bagefter; alt sammen komponeret af bandets medlemmer og uden nævneværdige traditionelle referencer. Fremførelsen er overlegen og luksuriøs, og instrumentbehandlingen emmer langt væk af musikuddannelse og sans for tone og klang.
Selv om dette nye album er en power-oplevelse, er det – som titlen antyder – også i nogen grad både drømmende og forsigtig musik. For så vidt er det ligesom abstrakt billedkunst: Du bestemmer selv, hvilken historie du ser og hører.
På et album bliver man jo snydt for at se musikerne i aktion, og det er nok det, der skal til for at gøre oplevelsen fuldkommen: At se og høre Frigg ved en koncert.
