spot 2015Mens den årlige vinterfestival i Strib er i fuld gang, kan man allerede begynde at glæde sig til årets Spot Festival i Århus fra 28. april til 1. maj. Lørdag d. 30. april inviterer ROSA-folk til fest med fire danske folk-navne, der ”vil vise publikum, hvordan århundreder gamle traditioner bliver udviklet og forenet med nye toner”, som ROSA-folk selv skriver.

Ida Wenøe

Ida Wenøe

De foreløbige folk-navne på Spot er Mikkel Bøggild og hans gruppe Barrow, der spiller americana med singersong-writing i fokus. Den CD-aktuelle duo Elof & Wamberg står også på listen med deres bud på danske folkemusiktoner spillet med ukulele og kontrabas. Jansberg med violinisten Henrik Jansberg i front spiller deres traditionelle danske folkemusik, som udøves i vanlig nyskabende og eksperimenterende udgave. Og den talentfulde sangerinde Ida Wenøe, som kunne opleves på sidste års Tønder Festival, vil med sin smukke vokal nok også får mange til at slå ørerne ud. Hun har sit band The Silver Cords med på festivalen. Festkoncerten foregår på spillestedet Atlas med plads til 300 publikummer. Der er adgang med Spot-armbånd og et antal billetter til 100 kr. i døren.

Billetnet og Ticketmaster har for længst åbnet for salg, og hvis man køber partoutbillet/armbånd inden 31. marts, er prisen 445 kr. mens unge under 25 år kan købe den for 325 kr. Der kan også købes billet til de enkelte dage, ligeledes med fordel ved køb inden ovennævnte datoer.

Hold øje med nedenstående hjemmeside om flere musikere og bands.

http://spotfestival.dk/