Folk’en trives – og medierne er lidt mere med end før.
Med Tønder Festivals 40 års jubilæum lige om hjørnet og dermed igen øget medieinteresse for folk & roots-musikken bringer vi her på rootszone.dk i den kommende tid en række artikler under overskriften ”Folk 14”. Vi tager pulsen på folkemusikken her i 2014 og tør godt lægge ud med at mene, at dens status er lige så heftig og stabil som sidste år, hvor interessen fra medierne var større end i mange år. Der skete ligesom et ryk fremad i forhold til synligheden dér, hvor det i høj grad betyder noget, nemlig i medierne. Det er her, både i de trykte og digitale medier og ikke mindst i radio & TV, at andre end de allerede indviede rent faktisk opdager, at der sker en hel masse – og en hel masse nyt. Medieomtale er noget, der batter.
Mumford & Sons. (Udsnit CD-cover)
Folkemusikken har i de seneste år været inde i en god periode. Den har længe ligget og ulmet, og i USA har der (altid) været en form for folk movement kørende. Der er efterhånden vokset et ungt publikum frem, til dels fordi mange bands fra rockmiljøet har trukket ganske væsentligt på folkemusikalske rødder, og mange af dem har haft kæmpesucces med deres folksound. Det gælder f.eks. det engelske band Momford & Sons, som har bragt banjoen rigtig langt frem i lydbilledet og delvis er blevet et lokomotiv for folkemusikken. Traditionelle instrumenter i et moderne lydbillede vinder frem.
Også mange andre engelske og amerikanske band har fået et ungt publikum til at tune ind på mere alternativ og autentisk folk- og rootsmusik, og det har skærpet interessen for at søge bredere ud i de folkemusikalske græsgange. Mange har haft brug for at undslippe fra poppet playlisteland og finde den ægte vare. Som det blev skrevet i et dansk medie sidste år, så ”er genren midt i en storhedstid, fordi den er ærlig, personlig, sårbar, medrivende – et oprør mod overfladiskhed.” Interessen for dansk folkemusiks mange forskellige udtryk er også steget stærkt, og udlandet er ret vild med de turnerende danske bands, forlyder det.
Banjospillende Mikael K
Rent mediemæssigt har man, i hvert fald momentvis og ikke mindst omkring Tønder Festival, fået fornemmelsen af, at folk nærmest er gået hen og blevet noget af det hippeste – altså også uden for det velkendte folk-reservat så at sige. Der er blevet skrevet mere (og entusiastisk) om folkemusik, sendt mere TV (dog ikke meget) og spillet mere folk i radioen (men slet ikke nok!). Men jo mere det alt sammen sker, jo mere bliver det nærmest også en sandhed, at folkemusikken har fået en ny og mere populær status. For der er en selvforstærkende synergieffekt mellem de de to – mediernes interessen og musikken, og derfor har langt flere slået ørerne ud.
Alt sammen godt.
Alligevel vokser træerne ikke ligefrem ind i ind i himlen, for det er jo hverken hver dag eller hver uge, at landets store medier med en blandet læser-, lytter – og seerkreds interesserer sig for folkmiljøet. At der ligefrem skulle være tale om en ”folk-tsunami”, som en eksalteret anmelder skrev sidste år (og hans begejstring er da fed), er nok tvivlsomt.
Unge på vej, her en gruppe fra Syddansk Musikkonservatoriums Folkemusiklinje.
Men der er en stabil bølgegang, som understøttes, når der er store folkemusikbegivenheder – først og fremmest under Tønder Festival og (mere lokalt) Skagen Festival. Men også omkring de efterhånden adskillige andre folk festivaler, der er dukket op, og som vi vender tilbage til i en senere artikel. Flere af dem er opstået i kølvandet af unges interesse for folk’en, måske nok iscenesat af unge, der selv er udøvende musikere, men med et oprigtigt interesseret publikum, som heller ikke skuffes. For der ér jo liv og glade dage – og håndspillet musik, som taler til krop, sjæl og sind.
De helt unge er også rigtig godt på vej.
Folk’en lever og blomstrer – det er det vigtigste. Fordi den er fyldt med mennesker i alle aldre, som brænder for den. Som spiller den eller bare lytter og lader sig gribe. Folkpublikummet er med! Også fordi folk’en definerer sig og defineres bredere end før, og fordi den inviterer og inkluderer mange elementer fra beslægtede genrer. Folkemusikken ekskluderer netop ikke, men har åbnet sig mere og mere ved at indoptage, videreudvikle, inkludere og nytænke musik og ikke låse sig fast. Den er i gang med at skabe dette kæmpestore kludetæppe af et lydbillede, som rækker ud og når mange mennesker. Folk’en er fremme i skoene.
