Det stod ikke skrevet i kortene, at Melanie Dekker skulle leve af musik, men hun er en rigtig hjerter dame, der bl.a. har spillet mange velgørenhedskoncerter. Hun sørger for at overraske sig selv med en ny historie om en sang eller endog en nyskrevet sang om egne oplevelser hver aften og elsker at skabe et fællesskab med sit publikum.
Melanie Dekker kan lide at spille og turnere. Hun er i øjeblikket på 10 ugers turne i Europa med godt 50 koncerter på programmet i Tyskland, Holland, Østrig, Schweiz, Sverige og Danmark. Hun var også i Europa i februar i år, og i de seneste fire-fem år har Europa og især Tyskland og Skandinavien stået højt på hendes turprogram.
Singer- songwriteren er født i Calgary i Canada af hollandske forældre. Melanie Dekker fortæller her om sin musikalske baggrund: ”Min mor spillede lidt piano og lidt klassisk guitar, hun skrev også musik og var faktisk ret god til det. Men hun gjorde det kun som en hobby og var stoppet, da jeg blev født. Ellers er der ingen af mine slægtninge, som har spillet musik. Men alle i familien kan godt lide at være sociale og åbne, og flere er ret gode talere. ”
Men det lå altså ikke lige i kortene, at Melanie Dekker skulle skabe sig en stor musikalsk karriere.
”Jeg begyndte på klarinet i et skoleorkester, da jeg var syv-otte år gammel, men fik altid at vide derhjemme, at jeg skulle gå et andet sted hen og øve, så der var absolut ingen, der pacede mig frem. Da jeg var omkring 16 år fik jeg interesse for at spille guitar, og jeg havde kun spillet nogle få måneder, da min mor lokkede mig til at spille for nogle veninder derhjemme. Jeg var meget genert, men hun overtalte mig for fem dollars, så jeg begyndte faktisk at spille for penge som 16 år. Men jeg var omkring 20, inden jeg rigtigt begyndte at spille offentligt.”
Efter gymnasiet kom hun på Capilano Universitetet i Vancouver, hvor hun især studerede jazz og pop og fik sang-og guitarundervisning, inden hun afsluttede med afsluttede med at få ”Commercial Music Diploma” .
Derfra kom karrieren i gang: ”Jeg kom med i flere bands, som spillede covermusik. På et tidspunkt ville jeg gerne bevise over for familien, at jeg kunne leve af musikken, selv om alle sagde, at det var svært. Det opildnede mig til at give mig selv 100 procent. Det var mest country- og rockmusik, som jeg spillede fem-seks timer pr. dag seks dage om ugen og i godt 40 uger om året. Jeg nød det fuldt ud, indtil jeg pludselig mistede min stemme! Så gik der fem år med mange stemmeproblemer. Men en stemmespecialist hjalp mig til at lære at bruge min stemme rigtigt. Jeg havde aldrig før sparet eller hvilet min stemme, ligesom jeg aldrig havde varmet stemmen ordentligt op eller drukket rigelig vand, som er sundt i den sammenhæng.”
Melanie Dekker flyttede hjem fra Vancouver til sine forældre i en længere periode og brugte tiden til at spille akustisk guitar og skrive sange. Hun begyndte stille og roligt at synge lidt igen på cafeer og på vintersportssteder. Hun forklarer:
”Jeg fik som sagt lært at bruge min stemme rigtigt og har ikke de store problemer mere, men skal huske at passe på mig selv. Det er jo ikke en skade, man kan mærke komme, men pludselig kan man høre det. Så når jeg synger mine egne sange, som passer til mig, sørger jeg for ikke at presse mig selv for meget. I 2011 blev jeg syg på vores turné, men min dygtige guitarist David Sinclair havde ofte sagt, at han kunne spille og synge flere timer i træk. Så han lånte mine noder, og så spillede og sang han lidt af både mine og egne numre. Vi fortsatte turneen, og jeg var hurtigt klar igen. De er forfærdeligt at aflyse en koncert, for man føler sig ansvarlig overfor publikum.”
Nu sørger Melanie Dekker for at holde et par fridage hver uge, når hun er på en længere turne, så hun kan tage det nødvendige hensyn til sin stemme. Hun har involveret sig i en del humanitært arbejde, der begyndte som et job:
”Jeg fik tilbudt at spille i The Hamptons ved New York i 2004, og ifølge min manager var det et prestigefyldt projekt, så derfor skulle jeg deltage. De fik fat i nogle dygtige musikere, som jeg skulle spille sammen med, og som jeg fik at vide ”Melanie, du skal også lige skrive en sang til lejligheden, og for resten så er det i næste uge!” Så jeg måtte i gang. Det var en støttekoncert til fordel for sårede, familieløse soldater, der var kommet hjem fra Afghanistan. Der var udsolgt til velgørenhedskoncerten, hvor jeg havde skrevet ”Fall in” (wounded soldier) på opfordring.”
Det var ikke gået ubemærket hen i hjemlandet, så da Melanie Dekker vendte hjem, blev hun tildelt en æresmedalje for sin indsats. Efterfølgende har hun givet støttekoncerter til fordel for Røde Kors, Læger uden Grænser, flere kræftfonde samt en lang række andre velgørenhedsinstitutioner. Så det var fuldt fortjent at hun i 2008 blev nomineret til to Los Angeles Music Awards for henholdsvis Independent Music Video of the Year og for sin indsats indstillet til The National Community Service Award.
”I 2009 blev jeg spurgt, om jeg ville tage til Afghanistan i julen og spille for de canadiske tropper, og jeg sagde selvfølgelig ja. Det fortrød jeg ikke, da jeg oplevede den bedste jul nogensinde. Jeg spillede 11 koncerter i løbet af 2½ dag. De blev afholdt forskellige steder i lejren, udendørs stående på en ladvogn til transport af tanks eller på interimistiske scener. Indendørs i forskellige telte og barakker for de ca. 2.800 canadiske soldater.”
Hun bliver stadig tydelig rørt over at snakke om turen, hvor hun mødte så mange soldater, som hun var med til at give en opmuntring og anderledes oplevelse i juledagene, hvor de alle var meget langt hjemmefra. Hun tilføjer: ”Men det var ikke helt ufarligt, der var skyderi, kanon ild og fly i luften. Så jeg føler mig ligesom en kat, som man siger har ni liv, og jeg føler, at jeg brugte dem alle på turen.”
Hun har også deltaget ved både de olympiske vinterlege og paralympiske vinterlege i Vancouver i 2010. Her var hendes koncerter med til at indsamle penge til udstyr til handicappede idrætsfolk. ”Jeg kan godt stå på ski og prøvede noget af det udstyr, som bruges ved de paralympiske lege. Og det var absolut ikke nemt, selv om man oven i købet kan bruge alle lemmer normalt. Men jeg kan godt lide at være aktiv part med det, jeg kan, og så være med til at få noget godt til at ske. Så hvis mine koncerter kan være med til at glæde folk og skaffe penge til velgørenhed, så har jeg det godt. Jeg kan lide at folk har det sjovt – og at jeg selv har det,” fortæller den sympatiske sangerinde.
Inspirationen til hendes tekster og musik henter hun fra dagligdagen, for som hun siger: ”Jeg bliver inspireret af mit eget liv, hvis jeg overhører en spændende samtale på en restaurant, fra min familie eller venner. Og så er det kunsten at få en måske to år lang historie nedskrevet til tre minutter. Jeg har det rigtig godt, når jeg mærker, at størsteparten af publikum kan identificere sig med mine sange. Man vil aldrig opleve den samme koncert to dage i træk med mig, fordi jeg ofte bruger nogle ting, som jeg har oplevet i løbet af dagen. Somme tider fortæller jeg lidt om sangen, men ikke om den samme sang hver aften. For ellers vil det blive for kedeligt for mig selv. Jeg kan også overraske mig selv ved at fortælle noget, som jeg så bliver overrasket over at have delt med publikum. Men det giver en følelse af fællesskab, når man deler ud af sig selv.”
Hun fortæller også, at hun ikke lytter så meget til musik mere, som da hun var teenager. For på et tidspunkt følte hun det nærmest som hjemmearbejde. Men hun kan godt lide at lytte til musik fra fortiden og blive nostalgisk.
”Jeg kan godt lide samlinger af musik med forskellige musikere på et album, så man kan høre forskellige slags musik og musikere og så vende tilbage til dem, man rigtig godt kan lide. Jeg
har optrådt sammen med Søs Fenger og Lars H.U.G., og det var jeg stolt af. Jeg slog dem op på internettet, inden jeg tog til koncerterne og fandt ud af, at de er meget berømte i Danmark.”
Hun er glad for at spille i Danmark og forklarer: ”Der er flere forskelle på at optræde i f. eks. Tyskland og Danmark. I Danmark er der ofte mange frivillige hjælpere, som sørger for at drive et spillested, men i Tyskland er der tit kun en eller to personer til at lede spillestedet og sørge for det hele. Men jeg har i det hele taget den største respekt for dem, der leder et spillested og er med til at sikre, at alle får en god oplevelse. Selvfølgelig er der også forskel på sproget og humoren. En sjov ting er, at i Tyskland bliver siddepladserne på spillestedet fyldt op bagfra, mens i Danmark placerer de første tilskuere sig forrest. Og så synes jeg, at folk her i Danmark er meget åbne, og man føler sig altid velkommen. ”
http://www.melaniedekker.com/
