Musikfestivaler foregår ikke kun i sommerhalvåret. Det beviser både Midtjysk Folkemusik Festival (21.-27. januar) og Strib Vinterfestival (14.-17. februar).

Her er man begge steder klar med programmet. Nu skal vi blot have jul og nytår overstået, så går det løs med en ny, lang sæson, som altså begynder i Silkeborg-området og i Strib.

Fromseier Hockings

I det midtjyske begynder festivalen tirsdag 21. med folkemusikensemblet Caramba, og så går det slag i slag i Silkeborgs opland med blandt andet Fromseier Hockings, Polecats og Phønix, inden Habadekuk fyrer den af fredag aften. Der er også mulighed for at høre amerikansk/canadiske toner med Dupont Cajun Band og cubansk folkemusik med La Liga Latina.

Sigrid Moldestad Fotos: Per Dyrholm

Tager man et smut til det vestfynske, åbner Rasmus Lyberth Strib Vinterfestival torsdag 14.februar. Dagen efter kører blues-toget ind på perronen med blandt andet H.P. Lange, Paul Banks og Billy Cross som togførere. Samme aften kan man også lytte til norske Sigrid Moldestad, Bragh, Hush eller Louise Støjberg.

Lørdag går det løs med blandt andre Impuls Trio, Bruce Guthro Celtic Band, Allan Olsen og Baskery, inden Jens Lysdal Band og Alberte Winding Band slutter festivalen søndag eftermiddag.

Selv om vintermørket er over os, så lysner det altså på den anden side af nytår. I hvert fald på den musikalske front.

http://midtjyskfolkemusikfestival.dk/index.php?Velkommen

http://www.strib-vinterfestival.dk/