Her er bandet i en noget yngre udgave. Men de er ”still going very strong” Foto: Ben Nicholson

De engelske folk-rockere spiller i den kommende uge i Danmark for nummer jeg-ved-ikke-hvilken-gang. Men det er mange igennem deres nu 50 år lange karriere, som startede i 1967 og er blevet fejret det meste af i år. Turneen indledes i Huset i Aalborg tirsdag d. 3. oktober, fortsætter i Folkets Hus i Struer onsdag, på Hjallerup Kro torsdag og i folk roskildes regi fredag – som sædvanlig på spillestedet Gimle.

Lørdag aften d. 7. oktober spiller de i Viften i Rødovre, og så rundes turen af på Kulturcafé Ludvig i Sorø. Derefter bliver det Sveriges og Norges tur med hhv. to og fire koncerter. Fra 20. oktober hedder det ”Fairport’s Autumn Jaunt”, som bringer bandet til ni byer hjemme i UK.

Bandet har en megalang række albums bag sig – 70 stk. og en masse opsamlinger – ligesom der sandsynligvis kommer flere endnu fra de stadig meget produktive musikere. Senest oplevet af undertegnede på deres egen festival, Fairport Cropredy Convention, i midten af august. Det blev endnu en vellykket og ovenikøbet solrig festival, hvor uforlignelige Richard Thompson, som var med i første version af FC, spillede en forrygende koncert. Ligesom bandet selv gjorde sent lørdag aften som afslutning på også denne fejring af de mange band-år.

FC har haft (ca.) 20 medlemmer gennem årtierne. De seneste mange år har det (som de nyeste medlemmer) været Ric Sanders, Chris Leslie og Gerry Conway foruden mange-mangeårige Dave Pegg og Simon Nicol. God tur, drenge!

www.fairportconvention.com