Sidste år markerede Tønder Festival et velkommen til den nye countrymusik. Det viste sig, at mange andre end jeg havde glæde af dette tiltag i programmet. Med musikere, som vi oplevede sidste år samt nye, kunne vi igen i år få et førstehånds indblik i, hvad der rører sig på denne musikscene (som ingen andre end Vega, Kbh. gider engagere i Danmark).
Charley Crockett Pressefoto
Charley Crocketts koncert forleden på Malmøfestivalen har vi skrevet om. Han er nærmest en retro-cowboy, som sammen med sit band elsker at optræde og med humor og simple virkemidler kan sætte liv i kludene. Når han stylter rundt i høje hæle, velpressede Nudie suits og dyre Stetsons, så tiltrækker han sig opmærksomhed og udstiller sig selv på scenen såvel som rundt om på festivalpladsen.
Tidligere kaldte vi det alt country. Nu er der næsten ingen traditionel country at være alternativ til, så de unge, rå rebeller, der truer med at overtage Nashvillescenen, kan vi bare kalde country. De bruger ikke kostumer. De går i hverdagstøj og ligner os andre, når de går rundt og mærker stemningen på festivalen, såvel som når de betræder scenerne. De har også en helt anderledes alvorlig holdning til deres musik. De pjatter ikke. De er ikke underholdere. De insisterer på at være sig selv og synger om deres liv, som gjaldt det livet.
Hillbilly Tyler Childers overraskede mig og mange andre sidste år på TF. Han stillede op i år med samme band plus en keyboardspiller, og han har siden sidst nydt stor succes. Hans sangskrivertalent er blomstret, og han har bl.a. haft et hit med den forrygende House Fire, men han er stadig lige så indædt og rablende på en scene. Han virker genert og usikker, men er alligevel insisterende og fandenivoldsk. Denne attitude er som at se en helt ung Bob Dylan eller Neil Young. Childers er ikke komfortabel på scenen, men determineret og oprigtig når han spytter ordene ud. The real deal. Han formår at hente inspiration i den gamle musik fra bjergområderne i Syden og give den et nutidigt sprog. Han spillede to næsten ens sæt i hhv. Telt 2 torsdag og på Klubscenen fredag.
Ruston Kelly Pressefoto
Ruston Kelly var også en bad ass på scenen i Telt 2 torsdag. Han er rå og rummer en vrede, som han kanaliserer ud med musikken og kan synge om livets bagsider med en vis troværdighed. Han har selv været igennem en barsk barndom og et efterfølgende misbrug. Mange af hans sanges melankoli virker autentisk, men han har nok også indset, at der er mange penge i det. Så selv om jeg køber præmissen, så kan jeg ikke befri mig for at mistænke ham for at dyrke sit image som et firma. I USA er han nu blevet en berømthed, der skulle igennem snavset for at få sin countryprinsesse, stjernen Kacey Musgraves. I Tønder er han gadedrengen i hættetrøje og kasket, der bander og svovler, men også er blød og eftertænksom.
Paul Cauthen (øverste foto) har fundet sin stil i den outlaw-country, som især Willie Nelson og Waylon Jennings banede vejen for i 1970’erne. Cauthens maskuline, råbende sangstil lyder da også som netop Jennings eller Charlie Daniels. Hans sange bliver serveret af bandet som en gang kogende southern country-rock. På Klubscenen fik bandet en pause mens Cauthen gennemførte en bluesy solosekvens, hvor han virkelig fik sunget igennem og fik publikum til at synge med.
Den moderne countrymusik fra USA har smidt cowboyhatten og glemt linedansen. De lystige og polerede sange, der hyldede nostalgien, er blevet til musikhistorie. Nu er det disse og flere andre, unge talentfulde sangskrivere, der kan – og tør – adressere de problemer, som de nye generationer kæmper med, og de evner at formulere dem i vedkommende tekster uden sukker og sminke på.
