Ewan MacColl kunne være fyldt 100 år d. 25. januar sidste år, hvis ikke han var død tilbage i 1989. Men hans musikalske arv er stadig levende, og begivenhederne i forbindelse med 100-året var mange, så spørgsmålet er, hvor død han egentlig er.
Fornylig udkom en bemærkelsesværdig dobbelt-cd, ”Joy Of Living”, med nyindspillede udgaver af MacColls sange med deltagelse af så prominente navne som Damien Dempsey, Paul Brady, Jarvis Cocker, Dick Gaughan, Billy Bragg, Seth Lakeman, Martin Carthy, Eliza Carthy, hendes kusine Marry Waterson, Chaim Tannenbaum, Martin Simpson, Christy Moore, Karine Polwart, Kathryn Williams, David Gray og Jack Steadman & Jamie MacColl (Bombay Bicycle Club).
Sangene, som Ewan MacColl, især blev kendt for, er naturligvis repræsenteret: ”Sweet Thames Flow Softly” med Rufus & Martha Wainwright, ”Cannily, Cannily” med The Unthank Sisters, Norma Waterson giver en enestående version af ”The Moving On Song”, Steve Earle tager os tilbage til MacColls barndom i 1920’ernes slum i ”Dirty Old Town”. MacColls største hit, som han skrev til Peggy Seeger, ”The First Time Ever I Saw Your Face”, bliver fremført af Paul Buchanan (Blue Nile). Det er det ene højdepunkt efter det andet, og det beviser, hvor langt MacColls indflydelse som sanger og sangskriver stadig rækker.
Han blev født i Skotland for nu snart 101 år siden og voksede op i Lancashire, og forældrene var involveret i musik og politik. Da Ewan gik ud af skolen var han 14 år, da han var 15, blev han politisk aktivist, som 16-årig startede han en teatergruppe, og som 17-årig var han opført i MI5’s arkiver. Som skuespiller og dramatiker begyndte han at benytte folkemusik, men især mødet med folkloristen Alan Lomax fik ham til at satse på musikken, og det gjorde ham efterhånden til igangsætter for den første britiske folkrevival, da han var blevet 35.
I 1950’erne især var han nemlig aktiv som folklorist. Han samlede og skrev musik, sangbøger, lavede radio, optrådte og startede klubben Ballads and Blues Club i Soho i 1953, som blev midtpunkt for mange talentfulde, unge musikere. Således blev han en slags gudfar for etableringen og opblomstringen af folkemusikken i England, som vi stadig har glæde af.
Hans egen dramatiske sang med den karakteristiske vibrato kan høres på utallige ældre indspilninger. De såkaldte ”industrial ballads” er emnesange skrevet om f.eks. bestemte begivenheder eller temaer. Mange har mistet deres aktualitet, men udvalget af sange på ”Joy of Living” er nutidigt og alment. Det gælder også en stor del af hans egne versioner, som pladeselskabet Topic har samlet på en 4CD-box. Den er planlagt til udgivelse i 2016 og rummer mange, men kun en brøkdel af de i alt 300 sange, han skrev. Disse er til gengæld samlet og udgivet i sangbogen ”The Essential Ewan McColl Songbook”, Oak Publications 1998.
Han havde fra 1950’erne et både musikalsk og privat partnerskab (selv om han var gift med en anden) med den amerikanske folkesanger Peggy Seeger. De blev gift senere og var sammen til hans død. Han var gift tre gange, og familieforgreningerne er lidt komplicerede, så her skal blot nævnes datteren Kirsty MacColl. Hun fik en stor musikkarriere før sin dramatiske død i 2000. Familien forvalter Ewans musikalske eftermæle, og optrådte bl.a. ved flere Ewan MacColl-mindekoncerter i forbindelse med 100-årsdagen sidste år, de såkaldte Blood & Roses live-events.
I 1990 udkom hans selvbiografi ”Journeyman: An Autobiography”. Den er fascinerende og morsom, selv om den især skildrer hans fattige barndom og opvækst. Arbejderhelten er nok død, og klassekampen ikke så nærværende som på MacColls, Woody Guthries og Pete Seegers tid. Men MacColls kompromisløse kamp mod undertrykkelse, apartheid og krig i 60 år har placeret ham som en af Englands store personligheder, ligesom han skrev en længere række teaterstykker, kronikker, deltog i debatter og meget mere. Han modtog priser og nød anerkendelse også uden for teater- og musikverdenen, så der er god grund til stadig at hylde denne store kulturpersonlighed.
