Sådan kunne man lørdag formiddag læse på Facebook. Ordene var skrevet om den ekstremt dygtige og sympatiske musiker, Steffan Søgård Sørensen (kontrabas/violin), som døde af et hjerteanfald få dage efter, at han spillede på Tønder Festival. Det var naturligvis en chokerende og forfærdelig nyhed, som var skrevet af hans gode ven, Henrik Jansberg og som blev fulgt op af flere hundrede andre mindeord.
”En gudsbenådet spillemand er ikke mere. Min ven Steffan er død. Han blev kun 43 år. Men hans musikalske talent nåede at ramme vidt og bredt. Den pludselige nyhed rammer hårdt, og jeg sidder nu overvældet af utallige minder. Om alle de ture vi har været på. Den tætpakkede bil med kontrabas, violiner, guitar og os gutter. Ud på først stævner, så festivaler, så turneer. Jamsessions, baller, vilde fester, kompositioner, indspilninger, koncerter og stille eftertænksomme stunder har vi delt og nydt sammen. Mit sind er fyldt af alt det sjove og fantastiske, men også det triste og dårlige, vi har været igennem. Men nu er du her ikke mere, og det er ikke retfærdigt, for du var ung og havde masser, der stadig skulle gives. Vi talte netop i forgårs.om, at vi snart skulle ses igen. Men det bliver i tankerne, kære ven. Æret være dit minde”.
Steffan Sørensen, “snorkende bjørn”!
Her følger flere hilsner, som jeg har plukket ud blandt mange og ikke sat navn på, men med en tydelig fælles følelse af chok og sorg, som viser, hvor vellidt og værdsat et menneske og en musiker, Steffan var: ”Et stort, musikalsk og ægte menneske er ikke mere blandt os, og vi kommer til at savne hans ALT! Hvil i fred. Jeg er taknemlig for de gode snakke, vi havde sidste weekend i Tønder, men jeg vidste jo ikke, at det var sidste gang, vi sås. Et stort musikalsk menneske er gået bort – et kæmpe savn for folkemusikken i Danmark og verden”.
”Steffan, tak for musikken, de gode grin, din fandenivoldskhed, din menneskelighed og ærlige måde at være i verden på! Du vil blive stærkt savnet – på alle måder. Kærlige tanker til dig, din familie og efterladte”. ”Meget, meget trist og helt uvirkeligt. Vi har jo lige været sammen i Tønder. Rest easy, Steffan. Det var altid dejligt at møde dig og høre dig spille”. ”Jeg er knust og trist over nyheden om Steffans alt for tidlige bortgang efter et hjertestop, kun 43 år gammel. Far vel, min ven”.
”Vi sås og hørtes ved på Tønder, som altid, for en uge siden. Det skal vi aldrig mere. Det er meget trist. Farvel, lille store mand – din musik lever”. ”Nej, nej, nej! Søde, vilde, charmerende og vildt dygtige verdensklasse-Steffan”. ”Det kære menneske kommer jeg til at savne”. ”Vi jammede da lige forleden nat”! God rejse, kære spillemand”.
”Alt for tidligt”. Det har mange skrevet, og ja, det er det, så alt for tidligt. En lillebitte trøst, måske, at Steffan nåede så meget med en lang række forskellige bands – mere end 20. Han fik allerede som treårig en violin, som han hurtigt lærte at spille på sammen med sin mor og to brødre. Som 11-årig begyndte han med kontrabassen og spillede både folkemusik og klassisk, og fra 1999 til 2003 gik han på folkemusiklinjen i Odense. I år er det altså 20 år siden, at han tog afgangseksamen på kontrabas, men da også lige brillerede på violin, selv om det ikke som sådan talte med. Men en eksamen uden violin ville han slet ikke. Han nåede en flot karriere på de 20 år siden.
Farvel, kære Steffan.
