De syv Danish Music Award Roots-priser blev uddelt til bare fem navne ved en fin fest lørdag aften i den flotte Schweizerhalle – Kulturhus Tønder, hvor genreorganisationen Tempi i samarbejde med Tønder Festival fejrede endnu et kreativt år i den danske roots & folkscene. Aftenen bød på masser af musik, taler til og fra prismodtagere og i det hele taget hyldest, glæde og munter stemning i fejringen af det brede genreområde.
Og prisuddelingens centrale rolle blev understreget ved at sætte dette vigtige fokus på alle de hårdtarbejdende kunstnere, som alle sammen fortjener hæder, ikke mindst efter pandemi, restriktioner og mere end halvandet års usikkerhed (som ikke er slut). Men det har vist, hvor hårdført, vedholdende og vigtigt musiklivet er i Danmark.
Allerede aftenen før kunne de heldige tilmeldte nyde en forrygende koncert med bandet Efterklang, som har spillet sammen i 20 år. Koncerten var ét langt vidunderligt flow af numre og performance med sanger Casper Clausen i front. En anden begivenhed fyldte også, og det kan du læse om i artiklen ved siden af: En stor hædring af Povl Dissing.
I hver af de syv kategorier var en håndfuld solister og bands nomineret, dog syv i Traditionsprisen. De mange vidt forskellige musikere og bands viste tydeligt og nok en gang, hvor vanvittig alsidig roots & folkgenren er. Men kun en i hver kategori kan jo vinde – og så blev der endda kun fem vindere.
Vokaltrioen Nevesta’s Voice blev nemlig ikke bare Årets Nye Danske Rootsnavn, men modtog sandelig også prisen for Årets Rootsudgivelse, nemlig ”Mother Tongues”. De har specialiseret sig i at synge europæiske folkesange, og det gør de smukt og altså også prisvindende. Martin Seeberg kunne også gå hjem med to priser, nemlig som Årets Danske Rootskomponist for ”Eufori”. Fra albummet, som han har udgivet med sit band Trolska Polska, blev ”Den Vandrende Kæmpe” Årets Rootstrack.
Ida Wenøe blev modtager af prisen som Årets Danske Rootsnavn, bandet Total Hip Replacement blev Årets Rootslivenavn, mens veteranen Lars Lilholt løb med Traditionsprisen. Indimellem hørte vi meget forskellig og god musik med bl.a. Who Killed Bambi med gæstesolister og Baby Did A Bad Thing.
Til lykke til vinderne. Absolut. Men sikke mange, der ikke fik, sådan er det jo. F.eks. var Ida Wenøe nomineret ikke mindre end fire gange, Basco hele fem med Jullie Hjetland med i tre af dem. I det hele taget var et væld af dygtige musikere, både kendte og forholdsvis nyetablerede navne, som vi kan være stolte af, med i opløbet. Prisfesten sluttede med et rigtigt bal med lokale Fionia String Brothers.