Det er energisk urkraft, elektronisk kraftudfoldelse med middelalderlige nordisk-inspirerede toner, som gnistrende nærmest pumpes ud med stor flot vokal fra Elisabeth Vik og bandet Viik. Sangerinden skiller sig med sin vokal ud som en helt utrolig stor kraftkilde i front for sit band, hvor man også lægger stærkt mærke til violinisten Annelene Toft, der flere gange på albummet demonstrerer sine store færdigheder.
Her er muntre ballader som ”Jeg har fått den” og up-tempo numre som ”Fanteguten” og ”En gang til”, mens albummets første nummer ”Huginn” viser både bandets og Elisabeth Viks store spændvidde. Der er også mere afdæmpede numre som ”Gjendines Bånsull” og nummeret ”Hjemme”, som med en smuk og næsten atypisk følsom sang, afslutter albummet.
Det er et album, hvor det hele hænger sammen,med Elisabeth Vik som den helt store naturlige energikilde og iørefaldende vokal udfoldelse med melodier, der både er inspireret af det nordiske, historiske og elektroniske. Det hele forankret i en musikalsk enhed.