Der er sagt og skrevet meget om forskellene på Østerbro og Harboøre, på øst og vest, på metropol og udkant. Meget er skarpttegnet og overdrevet, men den kulturelle kløft kan ikke benægtes. Det er sigende, at begrebet udkant defineres i forhold til metropolen, men i Vestjylland fremstår metropolen for mange på tilsvarende vis som en form for udkant.
Den i Harboøre fødte forfatter og digter Erik Bertelsen (1898-1969) har beriget den danske sangskat med ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”, men lægger også navn til adskillige andre aldrig tidligere tonesatte digte om livet på kysten ude mod vest. Musiker og komponist Niels Ottosen har udvalgt 11 af dem og sat dem på melodier. Sangene foreligger nu digitalt, indspillet af Ottosen selv og hans orkester.
Pressematerialet oplyser intet om de enkelte vokalister og instrumentalister, men nævner blot navnene Marte Schau, Mads Beldring, Marika Thinggard og Niels Ørts Ottosen. Et forsøg på at gætte kvalificeret peger på de to førstnævnte som vokalister, og her fremstår Marte Schau specielt markant med sine sensitive fremførelser – hvis ellers der gættes tilstrækkeligt kvalificeret. Tillige har korarrangementer en fyldig rolle på ”Blæsten”.
Lytningen afslører umiddelbart instrumenterne guitar, harmonika, klarinet, 5-strenget banjo, klaver, mundharmonika, bas og trommer. Rækken af instrumenter fortæller om mulighederne for variation, og arrangementerne er da også stærkt varierede fra det enkle og afdæmpede til det nærmest dramatisk storladne. Udførelserne vidner desuden om musikere, der kan deres kram.
Niels Ottosen har indpakket digtene om livet ved de vestjyske kyster i en række kvalificerede og iørefaldende melodier på både danske og mere internationale tonedialekter, og umiddelbart lægger de sig udmærket op ad Erik Bertelsens ord. De fint dramatiserende arrangementer, såvel vokalt som instrumentalt, kompletterer de enkelte sanges enhed.
Der kunne funderes over, hvorvidt de mest storladne arrangementer klæder digte om livet derude på kysterne. På den anden side kan blæsten og havet jo være voldsomme elementer. Uanset de overvejelser er ”Blæsten” som samlet værk en stærk og veludført musikalsk oplevelse.
Marte Schau: vokal, harmonika, Niels Ørts Ottosen: vokal, guitar, harmonika, trædeorgel, Marika Thinggaard: klarinet, altsax, basklarinet, kor, Mads Beldring: trommer, banjo, kor,Desuden et par gæstemusikere: Jens Ottosen: mundharmonika, Jacob Klitgaard: bas
koncertforestilling | Blæsten – En Hyldest Til Kystens Folk | Denmark (xn--blsten-qua.dk)
Hej Rootszone. Tusind tak for den fine anmeldelse. Vi beklager hvis vi ikke har fået instrumenteringen med i pressemeddelelsen. Det kommer her, hvis I vil opdatere.
Marte Schau: vokal, harmonika
Niels Ørts Ottosen: vokal, guitar, harmonika, trædeorgel
Marika Thinggaard: klarinet, altsax, basklarinet, kor
Mads Beldring: trommer, banjo, kor
Desuden et par gæstemusikere:
Jens Ottosen: mundharmonika
Jacob Klitgaard: bas
Særdeles dygtige musikere og sangere, top-professionelle. Wauw. Er I som gruppe HELT NY? Når jeg lytter til jer, savner jeg en lille smule lidt mere ” iørefaldende” på gammeldags maner- uden at det behøver ligne “Blæsten går frisk”. Jeg ser frem till Jens besøg på Jensen – Museet i Farsø.