Mads Hansens Kapel var vel oprindeligt tænkt som et nyt og forfriskende balorkester, men med årene siden 2015 er det blevet til en lang række såvel baller som koncerter både herhjemme og hisset. Besætningen er sammensat af Julian Svejgaard Jørgensen (klaver), Emil Ringtved Nielsen (bas), Sebastian Boesgaard Bloch Larsen (guitar), Jonas Lærke Clausen (violin) og Martin Strange Lorenzen (klarinet).
Metamorfosen fra dansemusik til lyttemusik udspiller sig i fuld udfoldelse på kapellets seneste udgivelse, hvor Sønderho-traditionen er blevet udsat for en grundig og gennemgribende behandling i kvintettens musikmaskineri.
Med deres egne ord er ”Fanø i flammer” en hyldest til svundne tider. Den er fiskerens, købmandens og enkens sang. Den er lyden af skumsprøjt og eventyr, fjerne lande og ukendte horisonter. Og den er lyden af savn, uvished og pligt. I otte satser fortæller ”Fanø i Flammer” historien om havet og de mennesker, som levede i og omkring det. I medgang og modgang”.
Det geologiske begreb metamorfose beskriver omdannelsen af bjergarter, der i visse tilfælde kan være så grundig, at oprindelsen er vanskelig at identificere. Det er nok for voldsom en påstand, at Mads Hansens Kapel med ”Fanø i flammer” går så vidt, men et stykke af vejen går de.
Med deres velkendte, ungdommeligt legesyge respektløshed – positivt og kærligt ment – jonglerer de frit med melodilinjer, rytmik, tempo og titler. Derudover krydres med improvisatoriske elementer. Julian Svejgaard får vist sine jazzrødder.
Indramningen med præludium og postludium, spillet på kirkeorgel, antyder måske troens og kirkens betydning i fortidens Fanøboeres risikofyldte liv. Såvel disse som de øvrige koloristiske arrangementer tager udgangspunkt i sønderhoningmelodier – undtaget ”Æ lam”, som anvendes til at spille til bords – men netop blot som udgangspunkt. Der ses stort på grundlæggende traditionelle elementer, og dansable skal de ikke roses for at være, men det er nok næppe heller intentionen.
De melodiøse dansestykker får nogle kraftfyldte blodtransfusioner i nye, svulmende, modige og velklingende lyttearrangementer, og musikernes stærke både musikalske og spilletekniske kvalifikationer folder sig fuldt ud og tilfører stykkerne helt nye liv. Lytningen er en fornøjelse – hvis de indre puritanske smådjævle kan bringes til tavshed for en stund – og dramatikken i fortidens Fanøliv gøres nærværende. Længe leve legesygen.