“Basco is a fiddle-scraping, box-belting, guitar-swinging, trombone-packing folk/roots band with an energy that has been compared to that of a bunch of sixth-graders on camp. It’s members met at the Carl Nielsen Academy of Music in Odense, Denmark, and now play in all kinds of music and bands, both at home and away from home. So what they play in Basco is Danish music, and yet not…”

Sådan præsenterer Basco, et af Danmarks mest spændende roots & folk bands, sig på egen hjemmeside, og det er så sandt, at det er sådan et band, Basco er: En glad blanding af jazz, folk og klassisk musik, spillet på violin, bratsch, cittern, harmonika, trombone, lejlighedsvis suppleret med en tremands blæsersektion. Bandet er i konstant udvikling og ikke helt nemme at rubricere. Navnet kommer fra Hals onkels afdøde blodhund Basco…..

Hal Parfitt Murray er søn af dansk/skotske forældre og vokset op i Australien. Han bor nu i Danmark, synger og spiller violin i Basco, som han startede i 2004, og det er ham, der komponerer størstedelen af gruppens materiale.

Jeg møder Hal og hans kollega & ven, violinisten Andreas Tophøj, på en lille café i det indre København for at høre noget om, hvordan det hele begyndte.

“Vi startede Basco, mens vi studerede på Det Fynske Musikkonservatorium i Odense…”, fortæller Hal, “..jeg havde komponeret nogle melodier og havde lyst til at spille dem med Andreas, Anders og Sigurd”. Andreas tager over:

“Vi kom hurtigt ud at spille, og en af koncerterne optog vi live for at lave et album, men det lå stille, imens jeg tog til Boston for at studere på Berklee i et års tid. Da jeg kom hjem i 2006, færdiggjorde og udgav vi albummet, “The Crow in the Walnut Tree”, og så begyndte vi for alvor at spille koncerter.”

Hal fortæller, at det fra start er afgørende for ham, at der ikke er tale om et “Hal Parfitt Murray-band”, men mere et band som simpelthen består af fire fyre, der spiller tunes:

“Vi havde en fælles idé om, at det skulle være ligesom et traditionelt band, bortset fra at vi skulle spille ny musik. Vi var med andre ord ikke interesseret i komplicerede breaks og arrangementer og den slags, vi ville bare spille melodien og få den til at swinge og rocke. Den omstændighed, at melodien så var skrevet af mig i stedet for af en gammel irer eller dansker, det var så mindre afgørende”.

Men snart begyndte bandets øvrige medlemmer også at komponere til Basco, men det er fortsat Hal, som leverer langt det meste materiale.

 

Big Basco

Basco har haft travlt med koncerter på spillesteder og festivaler i Danmark, Sverige og Norge, og desuden er der blevet skiftet lidt ud i orkestret. Den unge svenske cittternspiller, Ale Carr, er kommet til, og det nyeste tiltag er, at Basco har udvidet konceptet med en blæsergruppe, som træder til, når lejlighed byder sig. Det drejer sig om dygtige musikere fra bl.a. Odense Symfoniorkester og DRs Big Band, på henholdsvis valdhorn (Ulrik Kofoed), trompet (Mads la Cour) og Helicon – en slags tuba, man har “rundt om” overkroppen (Jonathan Ahlbom). Bascos harmonika- og trombonespiller, Anders Ringgaard, arrangerer musikken, og alle i bandet er mildest talt begejstrede for denne nye udvikling i deres fælles musikalske univers. De kalder det “Big Basco”.

“Når man sætter disse her tre fyre til at spille Anders’ arrangementer, så er der masser af huller, de kan fylde ud”, forklarer Andreas ivrigt: “Mads tager en masse soloer, og Jonathan, som også har spillet en masse østeuropæisk musik, tilføjer nogle fede baslinjer. Det er måske ikke direkte fusion, men det er en masse lyde og musik fra forskellige genrer og forskellige verdener, der mødes og blandes på en fed måde…”.

Her bryder Hal ind: “På en eller anden underlig måde blandes det ligesom et organisk misk-mask, og det er jeg helt vild med…” “Man kan sige, at de spiller helt i bandets ånd”, tilføjer Andreas, og det er Hal helt enig i:

“Vi tager lyden fra mange traditioner, engelsk, amerikansk, skandinavisk, dansk – det er en stor blanding af alle de melodier, vi har hørt i den tid, vi har spillet, og musikken kommer ud og krystalliserer sig som en helhed, der virker. Det er faktisk sjovt at tænke på.”

Som nævnt er Hal ankermanden i Basco og ham, der komponerer langt størstedelen af bandets repertoire. Når først musikken er komponeret, arrangeres den i fællesskab og beslutter, hvordan den skal fremføres.

“Basco var allerede fra start et produkt af Hals idéer, og nu er jeg jo ikke meget for at rose ham sådan, men det er det stadig. Det er ham, der står for bandet, og han kommer med musikken”, fortæller Andreas, og Hal fortsætter:

“Det er rigtigt nok. Nogle gange kan jeg ikke rigtig få noget frem, og andre gange kommer der 30 melodier i hurtig rækkefølge.” Andreas bryder ind: “Det er faktisk helt perfekt, at Hal står for al musikken, til gengæld rører han ikke en finger, når det kommer til alt det administrative arbejde!” Andreas griner, og Hal slår beklagende ud med armene:

“Jamen, jeg kan ikke! Hvis det hele afhang af mig, så havde vi overhovedet ingen koncerter, så spillede vi sikkert udelukkende hjemme i mine forældres baghave…”.

Udover at arbejde med Hals musik, så arrangerer og synger Basco en række traditionelle sange med rødder i Hals britisk-australske baggrund. Det er sange, som han – der har dansk som sit andet modersmål og engelsk som sit første – i sagens natur synger og i øvrigt tolker meget smukt – på engelsk. Det er ikke mere end et par år siden, han begyndte at synge, og det var kun, fordi de andre i bandet, især Andreas, over en længere periode havde opfordret ham til at gøre det.

“De andre slog mig nærmest i hovedet med et baseballbat, indtil jeg makkede ret – og det vil jeg gerne have love at sige tak for.”

Basco har netop udgivet deres andet album, “Big Basco“, denne gang sammen med de tre blæsere i Big Basco og den prisbelønnede norske sanger, Kim André Rysstad. Snart rejser de igen ud i verden med deres gode humør og supermusikalske blanding af genrer og traditioner.

It’s Danish music, and yet not!

Basco er: Anders Ringgaard, Hal Parfitt-Murray, Andreas Tophøj, Ale Carr Big Basco:

+ Ulrik Kofoed: Valdhorn, Mads la Cour: Trompet. Jonathan Ahlbom: Helicon.

www.bascoband.com

www.myspace.com/bascoband

Danish Roots – Growing in the World: www.danishroots.eu

Af Morten Alfred Høirup