Ligesom det for nyligt omtalte, vellykkede samarbejde mellem koraen og harpen, så har to andre musikere gjort et forsøg på at forbrødre to beslægtede banjoer. Had/kærlighedsforholdet til banjoen et velkendt fænomen, og beskyldninger mod – og vittigheder om – dette instrument synes ingen ende at tage. At der så også har været konflikter internt i banjofamilien i mange år, gør ikke deres image bedre.
Først blev vi bekendt med den 4-strengede tenor-udgave via den traditionelle jazz i USA i starten af 1900-tallet. Den fandt vej til folkemusikken i Europa, hvor den især i Irland gled ind i instrumenteringen, og blev populariseret i 1960erne af især Barney McKenna fra The Dubliners og herhjemme af Freddy Fræk.
Den 5-strengede variant blev også først udbredt i USA, hvor den var meget benyttet i først oldtime- og folkemusikken, og siden blev den en næsten uundværlig ingrediens i bluegrassmusikken. De senere år har den næsten udkonkurreret de andre banjomodeller.
Den 6-strengede udgave er en slags adoptiv-instrument i banjofamilien, som alle har set lidt ned på – bortset fra guitarister, som ikke gad lære at spille på de andre.
Nordireren Damien O’Kane (med de 4 strenge og kendt som ægtemand og musiker med Kate Rusby) og nordamerikaneren Ron Block (med de 5 strenge og kendt som musiker hos Alison Krauss & The Union Station) har nu udgivet deres duodebutplade og bestræbt sig på at dele deres bidrag lige. Det er dog O’Kane, der har leveret de fleste af de originale numre, og albummet udgivet på hans pladeselskab.
Selv om dette transatlantiske projekt styres af to mestre på deres instrumenter, så har de også valgt elitemusikere/venner fra begge sider af dammen til at puste yderligere liv i melodierne. Vi kan bl.a. høre Steven Byrnes på guitar, Barry Bales, bas, Michael McGoldrick, fløjter, Stuart Duncan på fiddle og Sierra Hull og Sam Bush på mandolin.
Der er tale om forholdsvis traditionelle melodier og vekslende banjosoli. O’Kanes stil har naturligvis rødder i den irske musik og Block i bluegrass’en. De laver en afstikker i nummeret ”Banjo rock and roll”, som snarere lyder som funk. O’Kane har skrevet en smuk ”Brown Eyes”, og hvis Kate Rusby her brune øjne, så er det nok en kærlighedserklæring til hende.
Der er naturligvis disse stakåndede og frenetiske soli, som er banjoens varemærke. Én af måderne at skelne banjoerne på er, at den 4-strengede ofte benytter disse ekstrahurtige anslag. Tripletter hedder det vist. Banjophony har lidt for enhver smag, og det er svært at hade instrumentet efter en sådan opvisning
Dette er altså ikke et eksperiment. Mange andre har afsøgt grænserne for, hvad banjoen kan bruges til, men her er det snarere et forsoningsmøde mellem de to forskellige banjoer. Nu har vi fået et længe ventet bevis for, at banjofamilien ikke er så dysfunktionel, som den er beskyldt for. Nu kan disse to højrøstede familiemedlemmer i hvert fald være i stue sammen – og i pladestudiet eller på scenen. Og for at fejre det, så er de lige nu på turné og ramte for nylig Cambridge Folk Festival.
