Siden debutalbummet “Against the Dying of the Light” i 2007 har CS Nielsen etableret sig som én af de væsentligste danske americana-sangskrivere. Med sit femte album cementerer han denne position. “Better Times” adskiller sig nemlig ikke væsentligt fra hans tidligere sangsamlinger.

Nielsen har rundet de 46 år, og det er absolut en voksens mands emner, hans sange kredser om. Jeg vælger at tro, at disse ikke udelukkende er selvbiografiske, for så må det være tungt og mørkt at være i hans selskab. Det er nemlig de store eksistentielle og semireligiøse temaer som fortabelse, tvivl, død og frelse, som vi igen skal tage stilling til, når vi vælger at lytte os ind i hans sangunivers.

Nielsen afviger ikke sit koncept. Selv den gamle mester (og et forbillede for Nielsen) Hank Williams kunne nu og da se lyset. Jeg har også tidligere påpeget Nielsens store ligheder med 1970’ernes store ikon sanger/sangskriveren Townes Van Zandt. Nielsen er stadig en tro formidler af hans depressive stil. Ikke kun stemning, men melodier, tekster, ja de karakteristiske fraseringer er meget tæt på Van Zandts.

Musikken er dog opdateret til nogle mere nutidige klange. Nielsen betjener selv de fleste instrumenter. Johnny Stage, Johannes Gissel og Michael Lund er andre primære musikere på albummet.

Bortset fra den gamle westernsang ”Cool Water” i et nyt arrangement, og ”Geeshie Wiley”, med den traditionelle melodi ”Wayfaring Stranger” og Nielsens tekst om den historiske country blues sanger, så er det originale Nielsen-sange. ”The Fight” kan sammenlignes med Paul Simons ”The Boxer”, og ellers vil jeg fremhæve ”Harrowing of Hell”, ”I Cannot Share My Darkness” og ”Dance (Until the World Stops Turning) om ikke andet så for deres stemninger.

Better Times – de bedre tider lader måske vente på sig. Du kan vælge at være ligeglad, fordybe dig i Nielsens selvransagende musik eller flygte i årstidens bjældeklingende julesange, Valget er heldigvis dit eget.

Foruden den digitale udgivelse for nylig er både cd- og vinyludgivelsen lige kommet i butikkerne. Det er også her, at du kan høre CS Nielsen i enkelte in store-koncerter: D. 13. december i Sound Station og d. 15. i Amager Records samt d. 14. i spillestedet Råhuset, alle i København. https://mail.google.com/mail/u/0/#inbox/FMfcgzGwHpXLDtTDgPmNnlclXpGrxCpn?projector=1