Stemningen i Lille Vega var høj fra første minut torsdag aften, da William Prince fra Manitoba, Canada var første musiker på scenen, og fremmødet i salen var ganske pænt. Man følte klart, at det var et forventningsfuldt publikum, som vidste, hvorfor de var kommet, og entusiasmen var stor hele aftenen, hvor de seks koncerter foregik på skift i Lille Vega ovenpå og Ideal Bar i gadeplan. Koncerterne er ret korte, de flest indtil videre godt 50 minutter, hvorefter alle skynder sig til den anden scene, hvor koncerten næsten straks går i gang.
Mipos
Seks koncerter blev det til torsdag aften, og sådan cirka det samme hver dag fra torsdag til og med søndag. Man bliver lidt træt, men effektivt, det er det, og torsdag aften bød på en masse god musik næsten nonstop. Det er første gang, at Cph Americana fire dages-festival løber af stablen i København, og det tegner til at blive et godt koncept. Samme festival foregår samtidig i hhv. Stockholm og Oslo med mange af -de samme kunstnere (måske alle) i alle tre hovedstæder. Festivalen byder som nævnt på et meget broget og bredt udsnit af nye og mere etablerede americana-med-mere-navne.
William Prince har spillet på Tønder Festival to gange, og han levede til fulde op til de forventninger, som mange tilsyneladende havde, og begge rootszone.dks reportere er enige om, at han var aftenens bedste solist med sit afdæmpede og næsten underspillede nærvær på scenen og en meget fin, dyb stemme. Og som han sagde, så har vi ”a relatively good time”, og ja, det havde vi, og ”it’s a privilege to be able to share my songs with you”.
Det var hans første koncert i København, og ”der er flere her end ved mine koncerter derhjemme for 20 år siden”. Han underholdt med humor og egne sange, og han greb klart vores hjerter. Hans forfader var en anset høvding i den indianske befolkning i Canada – det, som nu kaldes First Nations.
Joshua Hedley
Joshua Hedleys bopæl er countrymusikkens hovedstad Nashville og hans foretrukne opholdssted er (ifølge ham selv) et bestemt værtshus, hvor han lever det meste af sit liv. Derfor er det ikke overraskende, at hans repertoire består af traditionel countrymusik og bestående af både covers og egne sange. Han optrådte solo med sin akustiske guitar og ikke mindst en stemme og en måde at frasere på, som er en hyldest til hans helte Willie Nelson, Billy Joe Shaver, George Jones m.fl. Det var godt, men meget i det samme tempo ligesom også den næste.
Arlo McKinleys udseende og måde at synge på kan ligne Steve Earles. Han havde en ekstra guitarist med sig, som ifølge Claus ikke var ikke var imponerende, men som jeg (Lissen) syntes var fint og gav en ekstra dimension. Sangene, han præsenterede, blev lidt ensformige med næsten samme takt og toneart – trods nogle gode tekster, hvilket blev tydeligt da, han sluttede sit sæt med en John Prine-sang, som bedre ramte publikums smag.
William Prince
I løbet aftenen blev sanger/sangskriverne afvekslet med grupper med mere strøm på. Især Adia Victoria gav et dramatisk og ekspressivt show, men også The War & Treaty (øverste foto) satte gang i løjerne med en omgang soul og gospel. Begge koncerter faldt tydeligvis i publikums smag og var også enormt medrivende og flot sunget, men faldt nok lidt uden for americana-konceptet. Især The War & Treaty som foruden backingband består af parret Michael Trotter Jr. og Tanya Blount var ret fantastiske og svære at slippe. Og de ville næsten heller ikke slippe os.
Men det var godt at smutte ned i Ideal Bar igen for at høre noget folk. Her sluttede aftenen af med Mipso, som er et ensemble fra North Carolina, der har fundet en vellykket kombination af traditionel akustisk musik tilsat en mere moderne lyd i form af trommer og forskellige elektriske instrumenter. De var en superfed afslutning på CPH American Festivals første aften.
