Årets københavnske sangskriverfestival er som altid i uge 33 og går derfor i gang fra i aften. Den er nummer fem i rækken og har mere end 125 navne klar til at levere fin og forskellig musik helt til søndag aften. Det hele finder sted i og ved Råhuset på Onkel Dannys Plads ved Halmtorvet på fire scener ude og inde.

Copenhagen Songwriters Festival begynder stille og roligt i aften kl. 20.00 med Jens Ottosen, irske BeRn (jamen, det hedder hun bare) og amerikanske Katy Gunn. I alt på de tre inde-scener i aften spiller 20 musikere, trods det at festivalen først starter officielt i morgen fredag.  Her startes kl. 17, i weekenden kl. 14 og alle aftener til kl. 02.00. Alle tre dage startes med workshops i beboerhuset, inden musikken begynder. En billet for en dag koster 150 kr., et pas til alle dage kun 300 kr.

Annette Bjergfeldt Foto: Marinus Bastian Meiner

Annette Bjergfeldt Foto: Marinus Bastian Meiner

Med så imponerende mange navne nævner vi ikke alle. Men gå ind på festivalens meget gode og overskuelige hjemmeside, der bl.a. også fortæller lidt mere om de i alt fire workshops.

Blandt de navne, som flest nok kender, er Tobias Trier, Jens Lysdal, Stanley Samuelsen, Annette Bjergfeldt, Amalie Riis, Peter Brander (der også er ansvarlig for lyden på den store udendørs scene), Mathilde Lunderskov, Tania Viit, Strawberry Blonde, Jacob Viskinde, Maria Visconti, og jeg kan også nævne Kirstine Birk, Juan Pino (fra bl.a. Valravn), Kira Martini, Jacob Svendsen, Miners Outfit og Varna fra Grønland. Som nævnt er der stadig langt flere end 100 andre at vælge imellem.

Strawberry Blonde Pressefoto

Strawberry Blonde Pressefoto

Sidste år spurgte jeg arrangør og musiker Brett Perkins, der står bag festivalen i samarbejde med Kulturanstalten, hvorfor der egentlig behøver være så mange kunstnere. Bliver der ikke lidt ”overload” over det? Svaret var, og er sandsynligvis stadig, at han gerne vil byde på en mangfoldighed af singer-songwriters, også nogle fra USA, og i øvrigt har svært ved at sige nej til de mange, som gerne vil spille ved festivalen. Og så mange kender til den, fordi han gennem årene har opbygget en kæmpestor kontaktflade.  Desuden får Perkins god økonomisk støtte til festivalen (også af en del sponsorer), så hvorfor ikke udbrede budskabet om mange dygtige singer-songwriters? Tak til ham og som altid de mange frivillige, der er med til at holde de danske festivaler godt kørende dage på alverdens praktiske planer. Festivalen har undertitlen ”Celebrating Songwriters, New & Known”, og det er præcis, hvad sangskriverweekenden på Vesterbro handler om.