Knap har Grenaa Gademusiker Festival afviklet dette års program, før Uldum Gademusik Festival d. 1.juli er klar med et stort og blandet program, som kan tjekkes på: http://www.gademusik.dk. Tillad mig i den anledning at supplere med et lille causeri om gademusikken.
Busking er den internationale betegnelse for at optræde i det offentlige rum. I musiksammenhæng er det en musikalsk disciplin, som både er undervurderet og overset af mange musikere. Jeg vil imidlertid påstå, at det er en vigtig del af folkemusikkens DNA. Derimod vil jeg ikke gå så vidt som de, der mener, at man ikke kan blive en god folkemusiker uden at have busket.
At spille på gaden er da også nærmest det modsatte af de tilrettelagte, pæne og højtidlige koncerter, som vi oftest oplever. På gaden (eller andre velegnede lokaliteter) fungerer helt andre regler end i koncertsalene eller på undervisningsstederne. Her er det den direkte afregning, de primitive virkemidler, de billige tricks samt et vågent øje med konkurrenter og ordensmagten, der gælder.
Gademusikere viderefører den ældgamle tradition fra gøglerne og trubadurerne, som rejste rundt og bragte underholdning og nyheder fra den store verden uden for bymurene – mod en beskeden betaling. Der er heller ikke meget glamour over gademusikere, som almindeligvis betegnes som mere eller mindre sofistikerede tiggere.
I 1960’erne, hvor det blev nemmere at rejse i Europa, var gademusikerne ét af de tidligste forårstegn. Medbringende det nødvendigste udstyr tog de rundt i Europa – ikke ulig skærslippere eller naverne på valsen. De mange nye gågader og undergrundsbaner i byerne blev befolket med kopier af Dylan og Donovan, fordi man kunne tjene lidt til dagen og vejen.
Don Patridge
Den irske film Once er en romantisk historie om en sådan busker. Mange har forsøgt sig som gademusikere, men det er kun de dygtigste, mest underholdende, farverige eller højrøstede, som kan leve af det. Der opstod de særlige one man-bands med ledsageinstrumenter monteret på kroppen. Don Partridge fra England og danske Hermann (Brysch) er eksempler på ægte og professionelle gademusikere, som nogle stadig husker.
Mange kendte musikere er startet som gademusikere: Woody Guthrie, Janis Joplin, Ralph McTell, Paul Simon, Rod Stewart, Roy Harper, Billy Bragg og Tracy Chapman f.eks. Herhjemme havde store dele af det danske folkemusikmiljø i hovedstaden nær tilknytning til gademusikken, og både Eik Skaløe, Stig Møller, Krølle-Erik, Mik Schack og til dels Dorte Gerlach og Folkeklubben har en fortid som gademusikere.
På Strøget i København blev musikken i starten af 1970’erne for meget for Turist- og Cityforeningen, og med den daværende overborgmester i spidsen skulle det uvæsen fjernes – også med vold. Sangen om Storkespringvandet var virkelighed. Resultatet var en massiv protest, som resulterede i delvis ordnede forhold, som f.eks. i London Underground, hvor der p.t. er omkring 300 licenser til buskere. Dilemmaet forsvinder dog ikke, jvf. den aktuelle humanitære og politiske debat om tiggeri: Vi vil gerne have liv i gaderne, bare det ikke er for anmassende.
Akustisk skiffle, jugband-musik, spillemands- og harmonikamusik, bluegrass og blues fungerer godt på gaden, men folkemusikken har naturligvis ikke patent på gademusikken. Jazz, rock og sågar klassisk musik har også fundet vej ud i det offentlige rum – som om…
I løbet af 1970’erne og 80’erne vandt elektronikken ind, og professionelle musikere med store lydanlæg dominerede gademusikken. Bedst huskes vel panfløjteorkestrene og de ’solister’, som til playback og andre effekter er kommet til at lyde som verdensstjerner, der så til gengæld selv indimellem kan høres på et gadehjørne. Både Bruce Springsteen og Paul McCartney har ofte overrasket med spontane optrædener.
Den noble tradition har ændret sig. Lysten til mere eller mindre spontant at afprøve sig selv i at spille musik offentligt er truet. Dermed er chancen for at eksponere folkemusik til mennesker, som ellers aldrig ville stifte bekendtskab med den, også forringet.
Øverste foto: Ukendt busker i Paris
