“Bliv den du er” er et citat, som rummer essensen af al visdom for nogle. Med alle dine livserfaringer kan du finde ind til dit oprindelige og sande jeg. J. Tex har siden drengeårene afsøgt og afprøvet mange musikalske veje. Det kan man høre på hans sange, som findes på de tidligere udgivelser. Nu har han rystet tidligere imitationer og inspirationer fra bl.a. Woody Guthrie, Steve Earle, Tom Waits og J. J. Cale af sig og har gjort sig mange erfaringer. Og nu, hvor han befinder sig midt i livet, har han virkelig fundet sit eget udtryk. Tidligere lød han autentisk, nu ér han det. I en næsten perfekt balance mellem tekster og musik, vokal og instrumentering, ballader og uptempo-numre, gammel og ny musik, live- og studiolyd, hi-fi og lo-fi, alvor og leg, mellem det private og det almene træder J. Tex i karakter.
Godt nok er der kun 31 minutters spilletid på dette spritnye album, og man kunne ønske endnu mere, fordi denne nye samling sange vokser og kan høres gentagne gange. Den er nemlig dejlig varieret i lyd og produktion, som er opstået i et dansk/svensk samarbejde. Carl Granberg har bidraget med lydteknik og ideer, og The Volunteers består af Tue Lund Christensen (bas) og Jason Bedard (trommer).
Tex laver sange, der matcher de bedste roots-sange fra USA. Der er små historier og personlige beretninger og temaer, som er elegant vedkommende, der er smukke ballader, sjov swing og selv et lille, simpelt instrumentalnummer Swedish Winter kunne ubesværet glide ind i et nordisk spillemandsrepertoire. Old Ways vs. New Days er den bedste danske rootsudgivelse i lang tid, og albummet burde give J. Tex og hans sange international bevågenhed.