Rootszone har modtaget to yderst interessante, norske cd´er med violinen i solistrollen. En forestilling om traditionelle norske ”feleslåtter” kan dog med det samme lægges langt væk. Nok er nabolandets traditioner et sted i disen eller snefoget udgangspunktet for nærværende nykompositioner, men netop derude.
Susanne Lundeng fra Bodø i Nordnorge, har gennem det meste af en menneskealder udviklet sit udtryk med violinen fra det rent traditionelle til det frit eksperimenterende ud fra traditionen. En lang række priser fortæller, at hun i høj grad er blevet bemærket. De senere år har hun tilføjet selvskrevne sangtekster til sit værk. Hun udøver sin musik i samspil med sin faste trio, hvori hun suppleres af Nils-Olav Johansen (guitar, vokal) og Erik Nylander (slagtøj).
De to musikere har rødder i jazzens verden, og musikken er stærkt præget af genrens improvisatoriske kendetegn. Med sine indlærte traditionelle fraseringer bevæger Susanne Lundeng sig ud i frit legende og grænsesøgende forløb og giver undervejs god plads til sine medspillere. Det er nok lidt for harmonisk til at kunne betegnes free-jazz, men den løse melodik peger dog lidt i den retning. Free-folkjazz. Ja, hvad skal man kalde det? Man behøver vel ikke at kalde det noget.
Pladens tre sange er de mindst eksperimenterende uden alligevel at afvige fra den overordnede stemningssfære. To af de velskrevne tekster stiller eksistentialistiske spørgsmål til livet, og den sidste er en hymne til Nordlandets natur. De udføres inderligt og nærværende med 50-årige Susanne Lundengs ganske smukke stemme. Lyttere med sindet åbent for velspillet eksperimenterende og stærkt stemningsskabende musik kan roligt læne sig tilbage og lade sig indfange.
Erlend Viken (øverste foto9 er født i 1984 i fjeldbygden Oppdal, og hans oprindelse præger, som med Susanne Lundeng, hans musik, men ikke med helt tilsvarende traditionelle rødder. Det handler i højere grad om naturens præg på ham som menneske, musiker og komponist. Det er ikke mindst i sidstnævnte rolle, han har markeret sig.
Sastrugi er betegnelsen for vindens formgivning af en snedækket overflade, og albummet er en hyldest til vinteren fra det første snefnug til de sidste tøende rester – men skal også udtrykke bekymringen ved at se frem mod den mørke og kolde årstid. Værket blev komponeret på bestilling fra Røros Folk Festival og Festspillene i Nordnorge. I sit daglige virke baserer Erlend Viken sin musikudøvelse på sin faste trio med Marius Graff (guitar, banjo) og Leo Svensson Sander (cello), men i dette programmatiske værk er celloen udeladt og besætningen udvidet med kontrabas, den finske kantele, slagtøj og vokal.
Her er der ligeledes tale om delvist improvisatorisk musik, udført i samarbejde med jazzmusikere, men formen er jævnfør værkets natur ikke så fri som hos Susanne Lundeng. Erland Viken betjener sig udover violinen af hardingfele og oktavviolin, og de øvrige musikere indtager væsentlige roller i de gennemarbejdede og interessante arrangementer. Et specielt interessant element er anvendelsen af kvindelig ordløs vokal. Det bør være overflødigt at nævne det høje kvalitetsniveau i udførelserne.
Den større besætnings muligheder medfører naturligt, at Erlend Vikens musik er mere nuanceret end Susanne Lundengs, og trods et tilsvarende eksperimenterende udgangspunkt er den også mindre grænseoverskridende – i visse sekvenser mere udtalt end i andre. Melodiske temaer præger i noget højere grad musikken på ”Sastrugi”.
Uanset må de to plader appellere til det samme lyttersegment. Det har i øvrigt været interessant at sammenstille og sammenligne to nykomponerede og genrefusionerende norske værker med det tilnærmelsesvist samme traditionelle og samtidig fornyende improvisatoriske udgangspunkt. Der ligger her en fortælling om kontemporær norsk folkemusik. På deres måde og uden sammenligning i øvrigt trækker danske navne som Trio Mio og Dreamers Circus lidt i den samme retning.
https://www.youtube.com/results?search_query=susanne+lundeng
https://www.youtube.com/results?search_query=erlend+viken
